Jutta Bojsen-Møller

Han var på det tidspunkt 62 år gammel, havde siden 1818 været gift med sin Lise, den blide, fromme provstedatter fra Gunslev på Faster. Marie var 30 år yngre end Grundtvig; hun havde styret Rønnebæksholm som enke i snart 5 år, idet hendes mand, Harald Toft, døde af brystsyge i 1841.

Hun var på egnen kendt for at være en selvstændig kvinde, der gik sine egne veje, ikke blot som en nytænkende godsejer, men også som en aktiv skikkelse i egnens vækkelsesbevægelse. For dem begge blev mødet skelsættende. Grundtvig var stærkt opildnet over at møde en kvinde som kunne give ham svar på tiltale.

Deres kærlighedslykke blev kort; men for Grundtvig blev mødet med Marie til en dyb digterisk inspiration, og hendes eksistens cementerede hans opfattelse af at kvinden stod for det sandt menneskelige.
Dette foredrag kan kombineres med en heldagsudflugt med bus til Grundtvig og Maries Sydsjælland: Udby, Rønnebæksholm, Bregentved, Gisselfeldt og Gammelkjøgegaard, hvor jeg fortæller undervejs.

Igennem sine erindringer giver hun et indblik i en barsk kvindeverden; samtidig giver hun et omfattende billede af Danmarkshistorien i midten af forrige århundrede med vækkelsesbevægelser, kampen for danskheden i Slesvig, den grundlovgivende rigsforsamling, grundtvigianismen, den tidlige højskolebevægelse, alt sammen set fra bagscenen, fra kvindernes lille verden.

De krævede også en kritisk, engageret digtning. Agnes Henningsens liv og forfatterskab var en lang kamp mod samfundets dobbeltmoral. Hun skrev også i sine tidlige romaner stærkt selvbiografisk, og det samlende tema er kærlighed. For hende er kærligheden også den sanselige side, og kvinderne i hendes forfatterskab er ikke frigide hysterikere eller passive selvudslettende kvinder, spærret inde i ægteskabets snærende bånd. Det er frie kvinder, som forener arbejder, moderskab og kærlighed, og i følge Agnes Henningsen er kvinderne kærlighedens præstinder.

Hun var ikke optaget af politik eller kvindesagen, og hun klædte sig ikke som en blåstrømpe, men gik i flotte kjoler og med store hatte. Samtiden så hende som en pikant og letsindig kvinde, hvis frækhed ingen grænserhavde. Hun ønskede selv "en let gang på jorden", og det var for hende ensbetydende med en varm, munter indstilling til livet. Dette blev det gennemgående motiv i hendes 8 binds erindringsværk, som hun skrev i 1940erne, da hun selv var i halvfjerdserne. Disse erindringer gjorde hende kendt og elsket i befolkningen, og min fortællingen vil især fordybe sig i de tre første bind, hvor man møder et varmt og åbent menneske, som møder verden med opspærrede øjne.

Det var slægtsgilder, sammenskudsgilder med mængder af svinekød, sødgrød og hvedekager, og så drak man stærkt, sødt øl af store drikkehorn. Når ølhornet gik rundt i kredsen, sagde hver enkelt: "Godt år og fred". I julen herskede fred; det var utænkeligt at føre fejder. Man tog desuden varsler af fremtiden under julefesten, for de gamle nordboer vidste, som alle andre naturfolk, at det er i den hellige fest, at fremtiden skabes, og at fællesskabet etableres på ny.

Med dette som udgangspunkt vil jeg fortælle om julens kulturhistorie og dens mange traditionslag: om juletræ, julemand, nisser, gavegivning osv. Selvfølgelig vil jeg også berøre, hvordan det gik til, at julen blev flyttet fra d.13.januar til d. 25.december - fortællingen om det lille fredsbarn fra Betlehem, som viste sig at være en stærkere konge end Thor.

I det gamle traditionsbundne landsbysamfund arrangerede slægten ægteskabet mellem to unge, jo højere velstillet man var, desto mere var det magt, status og økonomisk soliditet som kom i betragtning ved valg af fremtidig ægtefælle. Aftalerne blev skriftligt nedfældet ved trolovelsen, og selve brylluppet blev det festlige vidnesbyrd på denne kontrakt over for landsbyfællesskabet. Brudeparret gik i optog gennem landsbyen, det såkaldte ”brudeløb” /bryllup, og på den måde blev ægteskabet kundgjort for alle og enhver.. Festen afsluttedes med at bruden blev danset ind i de gifte koners rækker, og hun fik konehue på, tegnet på den gifte kones værdighed.

I dag vælger de unge selv deres livsledsager, og bryllupsfesten er parrets private fest for familie og venner. Men de romantiske bryllupsritualer blomstrer som aldrig før, - i en skøn blanding af gammelt og nyt.

I mit foredrag vil jeg følge det væld af skikke som igennem tiden har samlet sig omkring brylluppet - ikke mindst omkring bruden og hendes fremtræden, skikke som i begyndelsen var afgørende for brudeparrets fremtidige lykke. Denne kulturhistoriske rejse vil blive krydret med historiske og litterære eksempler fra vikingetiden op til i dag.

Men i modsætning til mange af sine samtidige førte dette ophøjede kvindebillede ikke til en reel nedvurdering af kvinden i det samfundsmæssige liv. Grundtvig kæmpede for kvindernes ligestilling i det sociale liv og kritiserede i i kirkelig sammenhæng , at det kvindelige aspekt i kristendommen var blevet stærkt nedtonet i en patriarkalsk kirketradition.

Mit foredrag vil tage udgangspunkt i Grundsvigs kvindesyn; og jeg vil herud fra fordybe mig i en fortælling om kvinderne i Grundtvigs liv - ikke mindst:
- hans mor, den myndige Cathrine Marie Bang
- hans amme, Malene Jensdatter som lærte ham almuens fortælle- og sangtradtition, og som var med til at give hans digtning en særegen sjællandsk tone.
- hans tre koner: Elise, Marie og Asta. Især det korte ægteskab med Marie Toft, godsejerinden fra Rønnesbæksholm. Her får vi et indblik i et usædvanligt lykkeligt kærlighedsforhold mellem to ligeværdige, stærke personligheder, et ægteskab som taler direkte til os i 199o'erne.

Denne opstigningshistorie vil være omdrejningspunktet for mit foredrag. Johanne Luise Heiberg blev en berømt og feteret skuespillerinde, gift med den ledende skikkelse inden for den litterære institution, Johan Ludvig Heiberg. Hun blev opfattet som inkarnationen af kvindelighed og dannelse; men privat var hun melankolsk og splittet.

For H.C. Andersen var det store spring ikke rejsen til København, men at han skulle tilegne sig den klassiske dannelse for at blive accepteret, og på latinskolen forbød hans ædle velyndere ham at digte. I sine eventyr og historier vender han gang på gang tilbage til dette tab af oprindelighed og om fremmedhedens tragedie. Begge fortrængte de til dels deres sociale baggrund; men det var i meget høj grad derfra de fik den egentlige råstyrke, som skabte en stor skuespillerinde og en verdensberømt digter.

Hun var i en årrække rigets førstedame, mens hendes mand Corfitz Ulfeldt var rigets førsteminister. Han blev som bekendt siden dømt som landsforræder, og Leonora Christina selv sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot i 22 år. Men hun lod sig ikke kue, brugte derimod tiden til at skrive, og hendes skildring af fængselsopholdet, Jammers Minde, er en klassiker i dansk litteratur. Før det dansk skriftsprog var ordentligt udviklet, skrev hun på dansk dramatisk og detaljeret om sit 22 år lange fængselsophold.

Hun lader sin læser følge sig, fra hun ankommer i den uhumske arrest, og til hun gennemløber sin religiøse krise, som ikke blot giver hende imod og styrke til at udholde de mange års indespærring, men som også giver hende kræfter til at skrive. Min fortælling vil dreje sig om hendes skrifter, og herud fra vil jeg tegne et billede af en lærd renæssancekvinde i 16oo-tallets Danmark.