Martin Herbst

Det har afstedkommet et ønske om at bekæmpe det. Men hvis man vil bekæmpe sekterisme fra roden, må man vide, hvad det er. Hvad er sekterisme? Hvorledes kan man beskrive forskellene på sekterisme og et sundt menneskeligt fællesskab? Hvad har været problemet med vores tilgang til sekterisme? Er sekterne i virkeligheden symptomer på noget, der er til stede i det vi kalder det normale og velfungerende samfund?

Hvorfor arbejdede han i døgndrift med pengeindsamling og hvervning af nye medlemmer til bevægelsen, og hvorfor blev han ved i næsten 20 år? Hvorfor blev Martin gift med en tilfældig udvalgt kvinde ved et bunkebryllup i på den anden side af kloden, i Korea, og hvorfor bortadopterede ham og hans kone deres førstefødte søn til et barnløst par i Moonbevægelsen? Hvorfor besluttede Martin til sidst at bryde med alt det, han havde levet og åndet for, og hvad har han lært af sin tid i Moon-bevægelsen? Hvordan får man en ny begyndelse, når alt det man troede på er styrtet i grus? Hvordan kommer man videre uden bitterhed og uden at gøre sig selv til et offer? Hvordan kan man fortsat være helhjertet, når man opdager, at man er blevet bedraget, og at bedraget mest af alt viste sig at være et selvbedrag? Hvordan kan det være, at man efter alt dette ender som en lykkelig, livsglad og taknemmelig mand?

Der findes ganske enkelt ikke en ordentlig beskrivelse af emnet. Om sekter og sekteriske foretagender i skikkelse af kulter, bander, pirater, hemmelige selskaber, korrupte foretagender og kriminelle organisationer, derimod, findes der en mængde publikationer og undersøgelser. Men er det så ikke tilstrækkeligt? Det ville det være, hvis sekterismen kom fra sekterne. Men det gør den ikke. Det forholder sig omvendt. Det er sekterne, der kommer fra sekterismen. Sekterisme er de holdninger, perspektiver og forklaringer, der bliver cementeret i sekter og sekteriske adfærdsmønstre. Sekterismen er med andre ord selve forudsætningen for, at sekter, bander og alle mulige former for ødelæggende menneskelige fællesskaber kan opstå, vokse og formere sig. Hvis sekterne er toppen af isbjerget, er sekterismen bunden. Hvis sekterne er hele isbjerget, er sekterismen de vande og strømme der gør, at bjerget overhovedet kan dukke op. Forholdet mellem sekterisme og sekter er således som forholdet mellem usynlig og synlig, tanke og handling, flydende og fast, årsag og virkning, rødder og blade. Og i modsætning til sekter er sekterismen ikke forbeholdt noget ’derude’ ’de andre’ falder for. Den er uløseligt forbundet til det, vi kender som det sunde og normale samfund. Hvis vi skal gøre os noget som helst håb om at tackle problemet med sekter og ødelæggende menneskelige fællesskaber på en meningsfuld måde, må vi forstå, at problemet i lige så høj grad drejer sig om os selv som om de andre. Pilen peger begge veje. Ser vi bort fra det, vil vi blive ved med at lade os forføre af en Stein Bagger, af et Faderhus, af en Joseph Fritzl, af en Osama bin Laden, af en Blekingegadebande, af en Amdi Petersen, af en Lenin, af et Titanic. Og hvis ikke vi selv bliver forført, vil vi blive ved med at sidde tilbage med hænderne i skødet og udbryde, ’Jamen, hvordan kunne det dog ske? Jamen, hvordan kunne det dog ske?’

Listen af ofre er lang, og giver anledning til spørgsmål:

Er bankdirektøren et offer for finanskrisen?
Var de unge mennesker på Jagtvej 69 ofre for et profitorienteret samfund eller var samfundet offer for en gruppe uregerlige vandaler?
Er Helle Thorning og Lene Espersen ofre for den danske presse eller bliver pressen ført rundt ved næsen?
Er indvandrerne et offer for samfundet eller er samfundet et offer for indvandrerne?

Alle kan gøres til offer – men er det en god ide?

Hvorfor kan vi ikke dy os for at gøre os selv eller andre til ofre, mens vi hylder dem som nægter at være offer? Hvorfor ødelægger vi livet for os selv og hinanden, når vi gør folk til ”ofre”?

Med stor humor og indsigt stiller Martin Herbst skarpt på offerrollen og viser hvordan vi dropper den én gang for alle.