Rasmus Kjær

TV-programmer vrimler med succesrige mennesker, hvis formål er at lære de mindre succesrige at blive mere moderigtige, tabe sig, spise sundere eller ændre sit forbrug.

I foredraget stiller Rasmus Kjær spørgsmålstegn ved denne tendens og påstand, om at vanerne gør os til sløvere mennesker. Vigtigt er det nemlig, ifølge Rasmus Kjær, at andre mennesker kender os på vores vaner, og at vi som sociale væsener ikke kan være dem foruden. Vaner er nemlig med til, at skabe overblik over, hvor vi har hinanden.

Vanerne er et trygt fundament i en foranderlig tilværelse, og må derfor også anskues som en forudsætning for, at vi kan håndtere og møde de udfordringer, som vi møder i et foranderligt liv. Det er nemlig vanerne, der gør os i stand til at holde fokus og foretage valg.
Hvis vi bryder med vores vaner udelukkende for vanebruddets skyld, risikerer vi at ødelægge også velfungerende og socialt værdifulde vaner.

Mange eksperter på området mener derfor, at globale temaer som klima, menneskerettigheder, verdenshandel og teknologi må sætte dagsordenen for undervisningen fra de helt små klassetrin. Men der er næppe brug for flere abstrakte fag på skoleskemaet. Der er tale om så komplekse emner, at ikke engang velansete forskere og garvede politikere kan overskue dem. Hvordan skulle de kunne afføde andet end teoriforagt hos eleverne?

I foredraget argumenterer Rasmus Kjær for, at det globale ansvar må tilvejebringes gennem nærværende og konkrete gøremål, hvor eleverne gennem konkrete aktiviteter stifter bekendtskab med mere omfattende problemstillinger. Verdensborgeren behøver på den måde ikke blot at være et abstrakt ideal. Det oplever eleverne, når de gennem håndarbejde beskæftiger sig med produktionsbaggrunden for det stof som tages i anvendelse eller gennem husholdning beskæftiger sig med økologi. De kan gøre fra og til og deres handlinger er ikke ligegyldige.

Modgiften lader til at være stramning af kontrollen oppefra i håb om, at dette vil fremme eleverne faglige evner. Der findes i den forbindelse en udbredt tendens til kritik af den selvcentrerede "rundkredspædagogik", som beskyldes for at have nedbrudt nødvendige disciplinære elementer i skolen. Det interessante ved de politiske budskaber om at genindføre lærerautoriteten er, at det præsenteres i forlængelse af og i sammenhæng med en stigende tendens til indføring af fælles mål og delmål, elevplaner, test, kanon og evalueringskultur. Således kan man paradoksalt nok ikke udelukke en vis risiko for, at læreren – ikke kun eleven – fratages sin selvbestemmelsesret. Dette får givetvis betydning for lærerens autoritet. På den ene side sikres han eller hun herved politisk rygdækning i sin undervisning, men på den anden side bliver det blot et redskab for politiske mål.

Rasmus Kjær mener det er et problem, hvis læreren ikke kan - eller må - begrunde sin autoritet selv? Det er bekymrende at de, der per definition er de bedste tilrettelæggere af børnenes undervisning, nu indirekte fratages deres status som sådanne?

- For det første må projektrammen tilpasses udviklingsprojekternes eksplorative vilkår. Her tænkes især på de parametre ansøgere vurderes på og på den økonomiske ramme, de må agere inden for.
- For det andet må organisering af projekterne sikre, at de rette ressourcer og kompetencer allokeres til projektet, og at der eksisterer et ordentligt grundlag for den interne videreformidling af projektresultater.
- For det tredje bør evalueringsstrategien fungere som redskab for læring uden, at der hermed gives afkald på evalueringens dokumentative værdi.

Foredraget byder også på gode historier om, hvorfor pædagogisk udvikling er nødvendigt og om hvordan den trods manglen på dokumenterbare resultater er hamrende nyttig.