35 12 12 99
  • Få nemt info om foredragsholdere
  • Danmarks professionelle foredrag
  • Kontakt os nemt for information

Sune Engel Rasmussen

International prisvindende journalist bosat i Kabul
Sune Engel Rasmussen er den eneste skandinaviske journalist i Afghanistan, hvor han har boet siden 2014, og han er desuden den danske journalist, der har brugt længst tid i det krigsplagede land. Han er også en af de eneste danske journalister, der har boet fast i Iran, hvor han var bosat i næsten tre år.
I sit arbejde for The Guardian, Weekendavisen, The Economist, Foreign Policy m.fl. har Sune rapporteret fra frontlinjer og dagligstuer, slumbyer og hemmelige homofester. Han har interviewet alt fra talebankrigere og revolutionsgardister til toppolitikere, kvinderettighedsaktivister og kunstnere for bedre at kunne forstå Afghanistan og Iran – to lande, som mange i vesten forbinder med religiøs fundamentalisme, krig, terror og atomvåben.
I sine foredrag blander Sune sin indsigt i regionens politik og historie med personlige anekdoter og fotos. Det er indsigtsfuldt, uformelt og underholdende med plads til humor og gode historier. Sune bliver gerne hængende og svarer på spørgsmål efter et foredrag.
Han har en bachelor i historie fra Københavns Universitet og en master i journalistik fra Columbia University i New York. Han vandt i 2016 den prestigefyldte, britiske One World Media Award i kategorien New Voice for sit arbejde fra Afghanistan.

Forespørg på Sune Engel Rasmussen og få hurtigt svar

Ja tak - jeg vil gerne modtage forfatterforedrags nyhedsbrev om nye foredragsholdere, m.m.

Foredrag af Sune Engel Rasmussen

Danmarks krig i Afghanistan – hvad gik galt?

Var det indsatsen værd? Det er det centrale spørgsmål, mange stiller om en krig, der har kostet 43 danske soldater livet – foruden mere end 20.000 afghanske civile. Intet i Afghanistan er sort og hvidt. Hvad end det drejer sig om pigers skolegang, korruption eller Talebans hellige krig mod regeringen og vesten er der altid (mindst!) to sider af en historie.
I dette foredrag vil Sune Engel Rasmussen med udgangspunkt i personlige historier fra afghanerne tilføre debatten om Afghanistan nuancer, og give eksempler på både positive og negative udviklinger siden 2001. De internationale hensigter i Afghanistan er som regel gode, men det er ikke altid nok. En manglende forståelse for lokale forhold og fejl begået i kampens hede har været med til at underminere den internationale indsats. Alligevel er der håb, primært i form af den yngre generation af afghanere.
Sune minder om, hvad det oprindelige formålet med krigen var, og giver tilhørerne en mulighed for selv at vurdere, om den har været indsatsen værd. Og så giver han sit eget bud på, hvordan fremtiden i landet kommer til at se ud.
Forspørg på dette foredrag

Vores mand i Kabul

Afghanistan har haft to valgte præsidenter siden Talebans fald: Hamid Karzai og nu Ashraf Ghani. De er på nogle punkter diametrale modsætninger. Karzai er vestens syndebuk, som mange afghanere nærer nostalgi for. Den vestligt uddannede Ghani, derimod, er det amerikanske militærs kæledægge, men i stigende grad upopulær blandt afghanere. Karzai er den karismatiske folkeforfører, der vendte et blindt øje til korruption og på et tidspunkt truede med at slutte sig til Taleban. Ghani er det intelligente æggehoved, der er ekspert i at genopbygge stater, men hvis voldsomme temperament og kontrolmani skaber flere fjender end venner.
I dette foredrag benytter Sune de to præsidenter som linse til på en original og anderledes måde at fortælle Afghanistans moderne historie, krydret med farverige historier. Om Karzais vej til magten, hvor han blev smuglet af amerikanske elitesoldater gennem Taleban-territorium, og om sine egne, personlige møder med Ghani.
Forspørg på dette foredrag

Iranske drømme

Iran er et modsætningernes land. Regimet er et af verdens mest rigide og konservative. Landets unge er de bedst uddannede og mest internetkyndige i hele regionen. Alligevel, trods stor folkelig utilfredshed med præstestyret, så man ikke et Arabisk Forår i Iran. Styret går ingen steder. Hvorfor?
Det forsøger Sune Engel Rasmussen i dette foredrag at svare på. Han fortæller om de drømme, der driver den unge generation af iranere, og hvad der holder dem tilbage; om hvordan progressivitet og en dyb fascination af vestlig kultur sameksisterer, og støder sammen, med en ældre generation af konservative, der ser modernitet som en eksistentiel trussel. Det handler om seksuel frigørelse, mullaher, rock’n’roll og et overvågningssystem, der giver mindelser om Sovjetunionen.
Sune har boet næsten tre år i Iran, og hans dybe (til tider ulykkelige) forelskelse i landet smitter.
Forspørg på dette foredrag

Egne veje - en journalists ikke helt almindelige tilværelse

Sune Engel Rasmussen flyttede til Afghanistan som freelancejournalist på et tidspunkt, hvor mange udlændinge var i gang med at forlade landet. Han boede i Iran, mens landet var under sanktioner og allermest isoleret fra omverdenen.
Hør Sune fortælle om livet som vesterlænding i to lande, de fleste vesterlændinge har fordomme om, men som de færreste kender meget til. Om arbejdet som journalist i en krigszone og i en islamisk politistat. Om at finde den gode historie, beskytte sig selv og sine kilder, og mediernes ansvar for at undgå stereotyper. Dette foredrag er interessant for de, der har interesse i journalistisk arbejde, men også for dem, der blot kan lide en god historie.
Forspørg på dette foredrag

Her bor vi

Forfatterforedrag
Vestergade 63, 2. sal
5000 Odense

Kontakt os

Telefon: 35 12 12 99
info@forfatterforedrag.dk

Forfatterforedrag  ・  Vestergade 63, 3. sal  ・  5000 Odense  ・  tlf: 35 12 12 99  ・  info@forfatterforedrag.dk

Book foredrag og foredragsholdere