Henriette er 49 og har sammen med sin mand to voksne døtre. I februar 2017 udkom hendes meget personlige bog "Når mor har demens - en fortælling om sorg, glæde og angst", der handler om det at være pårørende til et menneske, der lider af demens.

Det er vigtigt for Henriette, at når hun fortæller om sin mors Alzheimers sygdom og hendes mangeårig sygdoms forløb, at hun også er opmærksom på, hvordan hun omtaler demenssygdommen og livet som pårørende.

Selv efter sin mors død er Henriette ansvarlig for, hvordan hendes døtre oplever og husker det at have haft en mormor med demens. Henriettes tilgang til demenssygdommen er derfor også i høj grad medvirkende til, hvordan de opfatter og omtaler sygdommen overfor deres venne- og omgangskreds.

Henriettes mors levemåde og livsanskuelse, imens hun stadig var i live, bar præg af optimisme og positivitet. Hun evnede at fokusere og lukke de lyse ting ind i sit liv. Hun fandt glæde ved de små nære ting, sin have og den klassiske musik. Og ikke mindst glæden i sine børnebørn.

I dag er Henriettes mors indstilling til livet og sin måde at anskue og gribe livet på Henriettes inspirationskilde til, hvordan hun husker hende. På trods af savnet til hende og sorgen over at have mistet hende til en frygtelig sygdom som demens.

Henriette taler i sit personlige og gribende foredrag blandt andet om det at være realistisk omkring sin mors demenssygdom og det tab, som sygdommen påførte hende. Henriette har dermed forholdt sig til det faktum, at hendes mor mistede livstaget, sin selvbestemmelse og sin integritet som menneske i takt med, at demenssygdommen overtog hendes krop. Henriettes mor sov stille ind den 5. juni 2016 efter 13 år med Alzheimers.