
Jeppe Søe

Jeppe Søe har som medieekspert siden 1996 engageret sig inden for manipulation, hjernevask og kommunikation ift. hvordan medierne handler, tænker og manipulerer os som læsere. Han hjælper organisationer og virksomheder med at færdes i medielandskabet og skære igennem med deres budskab. Ligeså forklarer Jeppe Søe, hvilken indflydelse sociale medier har på vores samfund og demokrati.
I sine foredrag belyser Jeppe Søe, hvordan medierne har indflydelse på samfundet, og hvorfor medierne gør, som de gør, hvor han tager udgangspunkt i
dagsaktuelle eksempler. Jeppe vil desuden give råd til, hvordan vi bliver
bedre til at modstå mediernes hjernevask - og hvordan du selv deltager
gennem sociale medier.
Foredrag af Jeppe Søe
Hvordan finder vi sammen efter lang tids afstand?
Pressens håndtering af COVID-pandamien påvirkede en befolkning, der mere end nogensinde kunne betragte sig som indbyggere i en medieskabt virkelighed. Vi blev hinandens vogtere. Vi holdt øje, rynkede på næsen, udskammede og opdelte os som folk, som sjældent før. Alt blev en sort og hvid kombination af mink, mod, mismod og makrelmad.
Når vi nu igen er fælles om noget, er alle enestående. Samfundet er splittet af en krise, som ingen har ansvar for. Håndteringen er til debat – rasende, indædt og ond debat på de sociale medier og i folketingssalen – og imens løser de andre deres opgave hen over hovedet på populist-politikere, der først og fremmest måske vil vinde valget. Børnene fik undervisning, patienterne fik behandling, medierne fik ordet – og vi fik nok.
Nu skal vi finde hinanden og den gode tone igen. Vi skal i fællesskab skabe den bevægelse, der får os til at føle os som samfund igen. Jeppe Søe giver samfundets fællesskab en genoplivning mund til mund – og taler om, hvordan vi finder sammen efter lang tids afstand.
Søe taler enten i folkelige forsamlinger, for unge på uddannelser og altid med samtale bagefter – eller taler målrettet virksomheder, hvor ledelsen helt konkret har haft medarbejderne opdelt i flere grupper, nogle derhjemme, andre på deres plads. Hvad gør det for et fællesskab, at nogle føler sig fravalgt?
Den medieskabte misforståelse - dobbeltforedrag med Poul Madsen
Ekstra Bladets chefredaktør igennem 14 år, Poul Madsen, og debattør og tv-vært Jeppe Søe sætter fokus på medier, mennesker og misforståelser.
I et ligefremt foredrag sætter de to fokus på, hvordan medierne er medskaber af den virkelighed, de selv hævder at portrættere. Befolkningen bliver et produkt at mediernes dagsorden; og det var vel aldrig meningen. Med udgangspunkt i corona-pandemien, der viste os, hvor hårdt vi som land og folk har brug for troværdige medier, illustrerer de to fagligt kompetente og erfarne mediefolk, hvordan medierne, i et heftigt nyhedsflow, misforstår befolkningen dag efter dag.
Jeppe Søe er rundet af provinsen, Poul Madsen af det københavnske mediebillede - summen er særlig, og fra hver deres ståsted peger de på det, vi har fået mast ind mellem linjerne: Den gode historie er efterhånden blevet en sensation.
VIRKSOMHEDENS ABEGROTTE
En virksomhed har mange små abeflokke, der er sat i samme bur. Kulturen fra flok til flok er forskellig, formet af den uddannelse man har fået eller den etiket, der står på visitkortet. Flokkene taler ikke samme sprog.
Flokkene har brug for hinanden for at komme fremad, men respekterer sjældent de andres forskellighed: Dem ovre på lageret er jo snotdumme, IT-folk gør alting så pisse indviklet, ledelsen er smalsporede og uden visioner, ejerne fatter ikke den nye virkelighed og bogholderiet nidkære administratorer med en tal-fetish og bestyrelsen kommer kun for madens skyld. Alle i en afdeling er altid enige om, at uden deres flok, ville virksomheden gå ned.
Konsulenter har i årevis talt om at gøre virksomheder til “een stor familie” - alligevel er familien fortsat samspilsramt med rigtigt mange sorte får og fulde onkler. Vi skal arbejde sammen, vi skal nå et mål - men vi er forskellige og vi er i konkurrence med de andre aber om at blive set, hørt og avancere. Hvis både medarbejdere og ledelse forstår at være flere familier i samme kollektiv, kommer væksten og ja-hatten. Vil man sammenflette naturlige flokke, kommer stress og dårligt arbejdsmiljø helt af sig selv.
Jeppe Søe fortæller om menneskets naturlige position til andre artsfæller. Han beskriver humoristisk det abebur, som alle medarbejdere vil kunne genkende - og den fælleskultur, som vi febrilsk har forsøgt at skabe, uden det store held. Vi bliver aldrig en flok - men hvordan kan flokkene så leve side om side i samme abebur?
Foredraget gør konflikter til noget naturligt og gør ofte den efterfølgende konflikthåndtering unødvendig. Det handler om at finde sin rolle, udfylde den - og acceptere de andre aber i grotten, selvom de er fulde onkler eller sorte får.
Forespørg på dette foredrag
Du skal turde at turde!
Jeppe Søe taler den indre aktivist frem. Den lille modige stemme, der er klar inde i alle dyrehjerner og bryder ud af flokken med nye tanker - koste hvad det vil.
Den taktfaste skole
Grundtvig gjorde op med den sorte skole, med dets kadaverdisciplin og udenadslære. Har vi genskabt den sorte skole i en grå version med sindrige karaktersystemer, som i sidste ende stadig reducerer alt til 2-3 cifre? Husker vi at lige børn leger kedelige lege? "Den fremtidige folkeskole vil blive en friskolekopi", siger debattør Jeppe Søe. “Det er os der bestemmer, om det skal være en god eller en dårlig kopi”.
Af den årsag har Jeppe Søe - der bogstavelig talt bærer den grundtvigianske tanke på ryggen - valgt at have sine børn i den folkeskole, som politikere kalder rummelig - selvom de ikke kender ordets betydning.
I dette medrivende foredrag giver Jeppe Søe sin vurdering af vores skole - hvor den kommer fra, hvor den er og hvor den kan bevæge sig hen.
Forespørg på dette foredrag
Anonym mobning på sociale medier
Derudover vil Jeppe Søe sætte fokus på, hvorfor vi bruger medierne, som vi gør. Hvorfor skal vores aftensmad dokumenteres på Facebook, eller hvorfor skal vi vise igennem Endomondo, at vi lige har løbet 5 km? Jeppe Søe vil give jer et provokerende klap på skuldrene og give en forklaring på, hvorfor vi mennesker gerne vil give et falsk billede af virkeligheden på medierne.
Jeppe vil i foredraget bl.a. forklare de unge, hvorfor de gør, som de gør, og tale med de unge om det at være anonym på de sociale medier. Samtidig ønsker Jeppe at lære de unge, hvordan de kan bruge de sociale medier til noget fantastisk. Med 60.000 følgere på Facebook er Jeppe selv en flittig bruger af de sociale medier, men af disse 60.000 følgere er der også anonyme profiler, som Jeppe ugentligt modtager dødstrusler og lignende fra. Foredraget henvender sig til skoler.
Forespørg på dette foredrag
Unges brug af sociale medier
Chefredaktør og medierådgiver Jeppe Søe giver indspark, opsang og provokerende klap på skulderen - og fortæller hvorfor vores brug af sociale medier vinder over virkeligheden.
Kommunikationsstrategi
Jeppe Søe fortæller om mediernes verden og tankegang. Nyheder er en salgsvare, og der er konkurrence som aldrig før. Derfor ændrer kampen om forsider dagligt den etiske linje i pressen. Jeppe har lavet kommunikationsstrategier for en lang række virksomheder, og har derudover hjulpet erhvervslivet ud af pressens greb i pressede situationer. Hans opsang får altid virksomheden til at løbe op i skuffen og give strategierne en ekstra vurdering. Foredraget er blandt andet holdt i kædebutikker, forsvaret, hjemmeværnet, corporateselskaber, kapitalfonde og erhvervslivet generelt.
Forespørg på dette foredrag
Den medie skabte virkelighed
I dag har de professionelle ikke længere monopol på formidlingen. Det har vi alle via facebook, instagram og et utal af debatforaer, hvor vi kan være med til at forme mediebilledet – og, nok så væsentligt, til at skærpe konkurrencen om seere, lyttere og læsere.
Hvad betyder det for overskifterne? Retorikken er skærpet. Mange redaktioner laver nyheder, der skal sælges. Objektiviteten bliver et mere diffust begreb og det er op til dig, at gennemskue hvad det hele – i virkeligheden – handler om.
Mediebilledet er blevet en del af unges dannelsesbegreb – og sandheden er, at hverken Paradise Hotel, The Kardashians eller lignende programmer i sendefladen og mediebilledet har kvalitet eller indhold, som kan bære den indflydelse, det har på mange unge.
Generelt bør man som seer, lytter og læser stille sig kritisk overfor medier med nogle grundlæggende forudsætninger, der gør os i stand til at gennemskue den dagsorden, der vinkler mediebilledet.
Nyheder er en salgsvare: Sex sælger og det samme gør kontroversielle holdninger. Er du opmærksom på, at det mediebillede, som er så stor en del af vores hverdag konstant forsøger at sælge dig noget?
Et spændende foredrag med et emne, som er aktuelt for alle aldre…
Jeppe Søe tør tage bladet fra munden! Der lægges ingen fingre imellem, når Jeppe Søe taler levende om mediernes rolle i samfundet. Som en af de eneste siger han bramfrit sine holdninger om den overfladiske verden, som fjernsynet er blevet.
Han hudfletter indhold og form, kommenterer både voldsomme billeder, korrespondenter snyd og hjernevask.
Jeppe Søes foredrag om medier er altid dagsaktuelt og de tusinder der har hørt foredraget siger, at de ser TV på en anden måde bagefter. Det giver en grundlæggende forståelse af den verden, vi alle er del af: den medieskabte virkelighed.
Terror skal være flot, der skal dø mange mennesker og det skal passe til TV. Tidligere var en bilbombe nok til at få medierne i tale, men den stigende vold har gjort bilbomberne nytteløse. Rigtig terror er i dag voldelig, nærværende og samtidig en god billedmulighed, ellers kommer budskabet ikke ud! Det vidste Osama Bin Laden, som er verdens dygtigste til marketing.
Mange stationer fylder skærmen med reality-tv og ugeblade er fyldt med reportager om de kendtes liv. Vi følger med i de andres virkelighed og jo mere virkelighed vi får serveret, jo mere glemmer vi at leve selv. Sladder slår langsomt verden ihjel!
Meningsmålinger har taget magten fra politikere og befolkning. Magthaverne vil vide, hvad vi tænker – uden at møde os. Selvom Gallup kun giver pejlemærker, så bruger vi meningsmålingernes tal som sandhed og lovgiver efter det. Alt fra medier til terrorhandlinger styres af talmagiens rapporter. Psykologer og forskere er med ved bordet, før produkter kommer på hylden, om det så er babybleer eller politiske holdninger.
Jeppe Søe fortæller om den hjernevask, som magten bruger overfor folket, og giver bud på hvorfor vi så let lader os forføre.
Forespørg på dette foredrag
BAGLANDET - UDKANT ER FORKANT!
Der er så skønt, derude på landet. Sådan starter H.C. Andersen eventyret om den grimme ælling - men respekten for landsbylivet er faldet i takt med, at de store byer er vokset og magten centraliseret. Landet er både glemt og klemt. Dog er der en ukuelighed, som ingen kan nedbryde. Når en kommune sparer på noget, bygger landsbyborgerne selv noget nyt i trods. Landsbyerne er Danmarks stamceller. Det er derude man lever i et sundt fællesskab, som man glemmer i byerne - og derude vi kan søge tilbage og finde ud af, hvad vi egentlig er. Landsbyerne er Danmarks bagland.
Siden storkommunerne har landsbyerne slået ring om sig selv og er blevet sammentømrede enklaver, der kan selv og vil selv. Men trodsalderen er forbi.
Nu skal vi løfte osteklokken og fortælle hvad vi kan og kræve, at der bliver lyttet. Bosætning og flugten til byerne skal enten stoppes eller vendes - og da landsbyerne i virkeligheden har, hvad de fleste søger, er det på tide at råbe højt.
Jeppe Søe fortæller om landsbyernes muligheder - om at finde det, der gør en landsby unik - om at stå sammen og holde fast - om at slå på det positive og ikke fokusere på alt det, der er væk. Han taler landsbyerne op, styrker borgernes fællesskab - og giver svar på, hvordan vi kan ændre udkant til forkant.
Jeppe Søe skrev i 2002 første gang om landsbypolitik, efter et ophold i et vandtårn, hvor han var del af en gruppe der skulle løse udkantsproblemerne.
Han kaldte dengang ulandsbyerne Baglandet. Begrebet er slået igennem og er helt bogstaveligt ment. Siden dengang har Jeppe Søe arbejdet målrettet med og holdt foredrag for landsbyer i en række kommuner sammen med blandt andre landdistrikternes fællesråd og erhvervsstyrelsen - samt lavet en række film om landsbyliv i både Vejen og Sønderborg kommuner. Søe har derudover med en række partnere startet en forening, der arbejder målrettet på at samle og få landsbyerne tilbage på danmarkskortet.
Forespørg på dette foredrag
Mere information om Jeppe Søe
Referencer:
"1000tak for dig og din dedikation. Jeg har kun hørt meget positive snakke på lærerværelset i dag - du satte spor og såede frø. Du gav også et skud MOD til at tro på, at det nytter at have holdninger og værdier, der ikke altid matcher tidens trends."
- Dorte Svane Peschardt, skoleleder
"Eleverne var virkeligt begejstrede! Du fangede dem fra første sekund - selv de elever, ingen andre fanger! Dine ord gav stof til eftertanke. Du ramte plet i din måde at anskue verden på - det er nemlig langt hen af vejen også sådan vores elever ser sig selv - og hinanden. Det, der især gjorde et udslag var, at du opfordede enspænderne til at blive ved med at være det - og dyrke det! Der er blomstret nogle personligheder frem, der har ligget gemt under overfladen i længe! Så TAK fordi du gav de unge mennesker et veltilrettet spark bagi! Tak fordi du bruger DERES ord i stedet for de voksnes ord! Tak fordi du er nærværende og levende i din fortælling!
- Tina Tønder Schmidt, lærer på Egebakkeskolen
Jeg havde fornøjelsen af at opleve Jeppe Søe være moderator på et paneldebat om madspild på Foodexpo i Herning. Jeppe Søe var yderst professionel, velforberedt, stillede gode spørgsmål og havde generelt læst på stoffet, inden paneldebatten gik i gang. Det var en stor fornøjelse. Derudover har Jeppe Søe god evne til ydeligere at sætte fokus på sagen på de sociale medier, ikke mindst Jeppe Søes egen facebookside, som i dag tæller næsten 80.000 mennesker, hvilket gør Jeppe Søe til sit helt eget medie.
- Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad - Danmarks største frivillige organisation mod madspild, Årets Dansker 2014. Blogger på The Huffington Post og modtager af bl.a. Nordisk Råds Natur- og miljøpris
"Vi sad på forreste række og blev blæst bagover af dit indslag. Du er ekstremt professionel. Du stod stærkest frem på dagen og vi var meget imponerede. Tak for en god oplevelse."
- Charlotte Lassen, kapkap.dk
"Jeppe er fantastisk og levende oplægsholder. Han tager publikum med på en rejse helt ind i mediernes og partiernes maskinrum. Hans oplæg får en til at reflektere over tingene og giver masser stof til eftertanke. Jeppe kommer ud med budskabet og faktuelle oplysninger på en forstålig måde, som gør at man husker det i lang tid og man perspektiverer til dagligdagen i medier og politik. Der er heller ikke nogen tvivl om, at Jeppe er god til ordene og formidler tungt stof på en sjov, forstålig men også provokerende måde, så det hele bliver levende og interessant. Jeg vil helt klart anbefale Jeppe Søe."
- Rafi Rahimzai, BOARD GOVERNANCE A/S
"Hvordan bruger de unge de sociale medier? Hvad er det, de deler? Hvilken sammenhæng er der mellem læbestift og kvindens underliv? Hvordan bliver nyheder skabt, og hvilke overvejelser gør tilrettelæggeren sig for at fastholde seeren i en medieverden, der er stærkt præget af brugernes eget indhold?
Jeppe Søe leverer substantielt førsteklasses underholdning, når han med sine mange års medieerfaringer tager publikum under armen i fortællingen om den medieskabte virkelighed. For hvilken betydning har det for mediebilledet, at konkurrencen er så stor, og at brugerne via de sociale medier selv bestemmer, hvad deres venner skal præsenteres for af nyheder? Foredrag kan hurtigt ende med oplæsning og tvivlsom performance, men Jeppe Søe formår at fange sit publikum fra første ord og fortsætter således uden brug af manus og med en selvironi og karisma, som virker stærkt dragende. Han er ikke bange for at bringe sig selv i spil som det dårlige - eller gode - eksempel og retter således kritik mod den selvudnævnte 4. statsmagt, som godt kan tåle at blive kigget efter i sømmene."
- Camilla Søe, Venstres Ungdom
"Jeppe Søe er skarp, underholdende og røv provokerende."
- Rene Hansen, Venstre i Aalborg
"Jeg kan varmt anbefale Jeppe Søe som foredragsholder. Det er fuld valuta for pengene og lidt til. Han tager rummet, har masser af energi, skarpe og provokerende pointer, der vækker til debat og eftertanke. Og med sin journalitiske baggrund og opvækst i højskolen ved han, hvordan man skær et foredrag, der har både har dybde og er underholdende."
- Jens Larsen, Old Friends Industries
"På Nørholm Skole har 5. klasse haft et forløb om flere af kanon-forfatterne. I den forbindelse havde vi besøg af Jeppe Søe, som fortalte om Grundtvig. I halvanden time sad hele klassen som tryllebundne og hørte om: Grundtvigs opvækst og liv, hans tanker og hvilken betydning de har haft og stadig har. Det hele blev meget levende fortalt af Jeppe Søe, som flere gange tog udgangspunkt i børnenes egen verden og drog paralleller til Grundvig. Børnene var stærkt optagede og stillede mange spørgsmål, som alle blev hørt og besvaret. Det var en virkelig god, lærerig og meget anbefalelsesværdig oplevelse, som gav børnene stor viden og indsigt."
- Louise Ploug Poulsen, Nørholm Skole.
"Tusind tak for alle tiders indlæg. Der har været rigtig god respons på det. Dejligt i disse tider at kunne give vores landmænd nogle ”gode grin med indhold”."
- Lone Grube Hansen, Centrovice
“Det er nødvendigt med den type indlæg Jeppe Søe holder – som en levende og professionel foredragsholder forstår han at få salen med. Det er vigtigt, at et firma som vores signalerer, at vi forstår den verden vores kunder befinder sig i, ved at tilbyde indlæg som hans der ikke nødvendigvis forholder sig til det system vi repræsenterer på markedet.
- Jan Pilak & Helge Skjoldan, Tituenator
“Vi var meget glade for Jeppe Søes deltagelse i arrangementet. Det var en utrolig dag, og kritikken var meget positiv. Søe fik topkarakterer hele vejen igennem. Tilhørerne kunne godt lide at høre – om det, der er bag ved. Nogle af de skriftlige tilbagemeldinger var: “Jeppe Søe har sat tanker igang, der giver stof til ideer. Et begavet menneske, der forstår at præsentere det, det handler om.”
- Lotte Rahbek, Oracle Danmark
“Jeppe Søe formåede på glimrende vis at fange vores unge mennesker. Humor, alvor og det at han har noget på hjertet blandet i det rette forhold gør, at man kan fange de unge. Jeg oplevede, at Søe fra starten af havde noget han ville fortælle, og gennem foredraget sandede jeg da også, at jeg i høj grad blev klogere på medieverdenen, en verden som vi ellers som almindelige forbrugere ikke forholder os vanvittigt kritisk til.”
- Henrik Nørsøller, Venø Efterskole
"Jeg har tidligere hørt en masse fordrag, nogle bedre end andre, og jeg må klart sige at Jeppe Søes ligger helt i toppen, det var utrolig lærerigt og samtidig fortæller han med et glimt i øjet, hvilket jeg tit savner ved ellers interessante foredrag".
- Tim Møllegaard, Aalborg Sportshøjskole.
"Tak for Jeppe Søes foredrag på Brande Højskole….på en gang både underholdende og tankevækkende, og elverne var vilde med det – godt gået".
- Thomas Jeppesen, Brande Højskole.
”Jeppe Søe tryllebandt over 500 elever i to timer. Det er sgu godt gjort med gymnasieelever i den alder! Fantastisk foredrag!”
- Jesper Nielsen, Sorø Akademie
"Super interessant for både elever og lærere. Jeppe Søe er meget venlig og rigtig god til at fange og fastholde teenagers opmærksomhed."
- Anne Kvist Martinsen, Business College Syd, Sønderborg
”Flere har forsøgt sig, men ingen har formået at fange eleverne som Jeppe gjorde. Fantastisk foredrag og stof til eftertanke. Tak.”
- Jeppe Hall Keller, Slagelse Gymnasium
"Jeppe Søe er en fantastisk til at få folk til at lytte og god til at svare på spørgsmål fra salen."
- Ninna Møller, Kultur På Tværs
"Jeppe Søe holdt et fremragende foredrag med titlen ”Duk dig bonde! – Der kommer et angreb”. Blandt meget andet opfordrede han nuværende og tidligere landmænd til at bruge de sociale medier til at tage til genmæle mod de voldsomme angreb landbruget til stadighed udsættes for. Helt usædvanligt i vort regi fik Jeppe Søe stående applaus for sit foredrag."
- LandboSenior, landsorganisationen
"Foredraget med Jeppe Søe var helt formidabelt. Jeppe formåer at fange publikum fra første øjeblik, med et super levende, interessant og inspirerende indlæg. Kæmpe stor ror herfra - Vi vil til en hver tid anbefale Jeppe Søe videre."
- Carsten Barnekov, Jyske Bank
"Helt kart en veloplagt Jeppe."
- Pia, Danmarks lærerforening
"Foredraget ramte plet i forhold til de ønsker vi havde og vores elever var meget begejstrede for foredraget."
- Karina Bastholm Kristensen, Aalborghus Gymnasium
"Jeppe var som altid god til at inspirere og underholde folk!"
- Karsten Gram, Aabenraa Kommunes Landdistriktsråd
"Jeppe var hyret til oplægget: "Du skal turde at turde", hvor vi fik 1½ times koncentreret foredrag. Det var fint koblet op på den virkelighed vi har som erhvervsskolelærere - og for øvrigt også på, at vi havde haft en festlig aften dagen før.
Foredraget var både sagligt og underholdende og fik sat tanker i gang hos deltagerne ift. at tage medansvar for forandringer."
- Henrik Dyrby Mogensen, Uddannelsesforbundet ved ZBC
"Eleverne var vildt begejstrede! Og provokerede - flere har fremhævet dit opbyggelige afslutning, som noget de har taget med derfra. Det er bare dejligt. Så vi siger dig en kæmpestor tak for et vedkommende og spændende oplæg."
- Dansklærerne på HTX Skjern
Relaterede foredragsholdere
Disse foredragsholdere tilbyder foredrag, som minder om de foredrag, som Jeppe Søe holder.