Mads Ananda Lodahl

Til hans foredrag er Mads ikke bange for at bringe både sig selv og deltagerne i spil i en ærlig dialog om, hvordan vi kan få alle ind i varmen, så de kan udfylde deres fulde potentiale, og han når ind under huden med sit personlige engagement og sin praktiske tilgang.
Mads er uddannet lærer og har studeret queer-teori og konflikthåndtering. Han har arbejdet som rådgiver på Sexlinien for Unge hos Sex & Samfund, holdt en TED-talk om emnet, skriver lejlighedsvis om kultur for dagbladet Information og har levet af at holde foredrag i flere år. Som foredragsholder har han bl.a. arbejdet sammen med Københavns Kommune, Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace, DR, Roskilde Festival, CEVEA og et hav af uddannelsesinstitutioner både i Danmark og internationalt.
Senest har han udgivet essaysamlingen "Upassende Opførsel" om køn og seksualitet på kant med samfundets normer og forventninger. Desuden har han været involveret i en lang række kulturelle og kønspolitiske projekter gennem de seneste 15 år, og det er også i det praktiske arbejde med at skabe inklusion ude i virkeligheden, at han henter sin erfaring og viden.
Mads er også hyppigt med i paneldebatter og populær som åbningstaler eller afsluttende oplægsholder på konferencer eller temadage ligesom han bl.a. besøger institutioner som konsulent.