
Mikkel Anthonisen

Oceans of Hope har ændret opfattelsen af, hvad det vil sige at leve med en kronisk og invaliderende sygdom. Når vi møder fortvivlelsen skal vi skabe muligheder. Projektet handler om empowerment og self-efficacy: Vores identitet og selvopfattelse af, hvad vi kan, og hvad vi er værd - selvtillid og selvværd. Projektet Oceans of Hope illustrerer vigtigheden af fortællingen om, hvem vi er, hvordan vi er sammen og hvad vi gør – vores saga. Oceans of Hope, og det at sejle generelt, bringer mennesker i kontakt med sig selv, andre mennesker og naturen. Det skaber rammen for menneskelig udfoldelse, hvor den enkeltes potentiale og ressourcer udnyttes til gavn for fællesskabet. At være del af et så stærkt fællesskab opleves meget meningsfuldt her og nu og skaber både håb for fremtiden og retning for vores handlekraft – et gennemgående tema i Mikkels foredrag.
Mikkel har de seneste år holdt foredrag verden over på blandt andet lægekongresser, patientkonferencer og universiteter (herunder Columbia University i New York), i sejlklubber og patientorganisationer. Mikkel er forfatter til bogen Oceans of Hope, Jorden Rundt – tilbage til Livet (Sailing Sclerosis Fondens Forlag, 2016) og medforfatter til bogen Det Ubevidstes Potentiale (Frydenlunds Forlag, 2015).
Foredragene afholdes på dansk eller engelsk efter behov.
Foredrag af Mikkel Anthonisen
Sejlads, synlighed og identitet
I dette tankevækkende foredrag perspektiverer Mikkel Athonisen jordomsejlingen ind i vores fælles historie som søfartsnation og til en fælles bevidsthed om, hvordan vores relation til havet altid har været identitetsskabende for os søfolk. Det at sejle kan noget helt specielt. Der er mange overførbare færdigheder fra det at føre et skib og til det at fungere i vores samfund.
Som sømand skal man have en stor viden og samtidig kunne besidde praktiske egenskaber. Man skal kunne samarbejde, opføre sig ordentligt og have tillid til hinanden. Alt sammen dyder og færdigheder, der måske er vigtigere at mestre i dag end nogensinde før i en verden med disruption, en rivende teknologisk og kulturel udvikling og en dermed uforudsigelig fremtid.Som danskere og som søfolk har vi til alle tider været klar over vores afhængighed af omverdenen - og vi har i tillid til hinanden turdet begive os ud i det uforudsigelige, ud på havet. Som sejlere bærer vi denne identitet med os i alt, hvad vi gør og siger. I foredraget, der henvender sig til sejlklubber og foreninger, opfordrer Mikkel Anthonisen til, at vi bliver mere synlige med dette budskab, og ikke blot tiltrækker flere unge til klubberne, men også målrettet bidrager til at sætte kursen for vores samfund.
SEJLADS, SAMARBEJDE OG LEDELSE – om at skabe perspektiv og engagement i hverdagen og i livet.
Ombord på en båd er der umiddelbar adgang til forståelse for de nødvendige processer i såvel målsætning som driften – fra alt lige fra navigation, vedligehold, madlavning og ikke mindst sikkerhed giver det hele tiden indlysende mening, hvorfor vi gør, som vi gør. At bringe en gruppe af mennesker med forskellige ressourcer og kompetencer ud at sejle giver derfor anledning til en bevidstgørelse og en perspektivering af en arbejdsplads eller organisation, hvor udfaldet og betydningen af den enkeltes indsats måske ikke altid er lige så synlig, som ombord på en båd.
Foredraget vil indeholde fortællinger fra både forberedelserne og fra jordomsejlingen til motivering og aktivering af frivillige og naturligvis stærke fortællinger om stormvejr, frygt, glæde, sejr og menneskelig udvikling. For det bedste udbytte anbefales foredraget planlagt i samarbejde med din organisation eller virksomhed med henblik på at perspektivere fortællingen ind i netop jeres hverdag. Kom til et foredrag, der både underholder, bevæger og perspektiverer ved at berøre de vigtigste ting: kærligheden til livet og vores smukke blå planet og vores behov for at være en del af stærke fællesskaber, hvor vi kan udfolde os i tryghed til gavn for både os selv, hinanden og samfundet.
Oceans of Hope, Jorden Rundt – Tilbage til Livet
Sejlads som metafor for livet - Corporate Social Action
Havets Helende Kraft - Et helhedsorienteret sundhedssyn
Mere information om Mikkel Anthonisen
Referencer:
"Alle ledere vil have godt af at lytte til Mikkel og høre om hans rejse - ikke blot på et sejlskib rundt om jorden, men også som leder og som menneske. Om hvordan man som højtuddannet og som leder har en forpligtelse både over for sig selv og over for samfundet til at gøre noget, der skaber mening for sig selv OG for andre. Mikkel har gjort det, og hans ord giver stof til eftertanke og åbner for nye samtaler - ikke kun med andre, men også med dig selv."
- Anders Dahlstrup, direktør Energimuseet
"Mikkel har stor indlevelsesevne og indsigt, så det var en både givende og behagelig seance med ham. Kan varmt anbefales."
- Tone Madsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
"Aftenens foredragsholder, overlæge Mikkel Anthonisen,gav et rigtig godt og fyldestgørende
foredrag om, hvordan man kan gøre hårdt sygdoms ramte menneskers triste hverdag en hel del lysere, ved at give disse mennesker en oplevelse udover det sædvanlige. I dette tilfælde ved at give dem lejlighed dem føle den frihed som livet til søs kan byde på.
Mikkel Anthonisen kom rigtig godt rundt sejlturen - mening, op- og nedture på turen, oplevelserne i det hele taget. Ved foredragets afslutning var spørgelysten fra tilhørerne stor og Mikkel gav beredvilligt svar. En rigtig god aften med Mikkel i centrum. Det vil være rigtig fint, hvis Mikkel besøger Hvide Sande i OCEANS OF HOPE. Det vil vi se frem til."
- Kresten Gjødsen Larsen, Maritim Viden
"Jeg har ved flere lejligheder haft fornøjelsen af at opleve Mikkel som foredragsholder. Hver gang har jeg følt mig både beriget og berørt. Jeg er blevet motiveret- og inspireret til, at fokusere på de muligheder jeg for at være herre over mit eget liv, og er gået fra foredragene med energi og optimisme."
- Iben Skydt, besætningmedlem med sklerose
"Mikkels fortælling om jordomsejlingen var utrolig spændende, og det er svært ikke at blive inspireret af de personlige fortællinger og oplevelser fra skibets besætning. Den vilje, der har drevet hele projekt Oceans of Hope, er unik, og hvis man blot kan overføre en brøkdel af Mikkels engagement til ens egne projekter, er man allerede nået et godt stykke. Udover at fortælle en god historie formåede Mikkel også at fremhæve vigtigheden af at værdsætte sig selv og sine medarbejdere, og skabe en dynamik i et projektteam, hvor ingen opgaver er for små, og ingen deltagere ubetydelige."
- Tobias Brejnrod, Novozymes
"Mikkel er en af de mest oprigtige og passionerede personer, jeg har mødt. At høre mikkel fortælle om sine opleverser, erfaringer og betragtninger omkring livet og havets kraft er både lærerigt, medrivende og rørende. En enestående og stærk foredragsoplevelse, som både motionerer tårekanalerne og får hårene til at rejse sig. Samtidig sidder man tilbage med en rigtig sund og god portion eftertænksomhed i forhold til hvad meningen er med det hele. Kan bestemt anbefales. Simon Hertz, direktør og partner i reklamebureauet Sunrise i forbindelse med foredrag om Oceans of Hope og corporate identity."
- Simon Hertz, direktør og partner i Sunrise
"Du kunne i den grad sætte ord på alle de følelser, som ramte lige netop mig (og nok ikke kun mig) lige i panden, da jeg fik min diagnose for 3 år siden. BUM ! Jeg formåede ikke selv at formulere min mentale tilstand - mit nye univers - dengang, så rammende og præcist, som du gjorde det denne aften. Vildt! Jeg føler næsten, at du selv må havde været i en lignende situation, med den forståelse og empati som du udviste. Vi – min mand og jeg – samt alle dem, som vi sad sammen med, var enige om, at du er en fantastisk iværksætter og coach, som ser mulighederne i det enkelte menneske og giver dem troen på, at de kan mere end de aner, og så er du en uforlignelig formidler. Det var et rørende, oplysende, humoristisk og særdeles livsbekræftende, healende foredrag. Vi var mange der gik helt “høje” derfra."
- Carmen Lambæk, IT-systemkonstruktør, sklerosepatient
Relaterede foredragsholdere
Disse foredragsholdere tilbyder foredrag, som minder om de foredrag, som Mikkel Anthonisen holder.