Nanna Hyldgaard Hansen

Nannas første bog ”Lev for det halve – og få familieliv, forbrug og arbejde” er blevet en bestseller. Bogen giver mulige svar på det spørgsmål, som mange stiller sig selv: Kan vi gøre det på en anden måde? Få mere ro på? Leve mere klimavenligt?
Årene, hvor man forsøger at få kabalen med familieliv og arbejde til at gå op, er for mange den travleste tid i livet. Det var det også for Nanna Hyldgaard Hansen og hendes mand, indtil de en dag beslutter sig for at lægge deres liv om.
De får en ambitiøs, men enkel idé: At skære forbruget ned til det halve for at kunne arbejde halvt så meget. Uden at flytte ud på en ø og blive selvforsynende, uden at gå på kompromis med hverken gode råvarer eller børnenes fritidsinteresser.
Deres ønske er mere ro, tid til børnene og nærvær i hverdagene. De vil også gerne passe bedre på naturen og klimaet.
Undervejs i projektet bliver de overraskede over, hvor nemt det er at skrue forbruget ned og leve et liv med færre ting og mindre affald. De føler ikke, at de har givet afkald på noget. De havde nok og har ikke brug for mere, snarere mindre, erkender de undervejs.
I løbet af et år rydder parret op i alt unødvendigt i deres liv, og en unødvendigt stresset hverdag bliver omsat til et liv med familie, forbrug og arbejde i balance.