Reath Kawang Nyak

”Når jeg ankommer til Danmark var alt nyt for mig. Jeg vidste ikke, hvordan man tænder en lyskontakt, fordi der ikke var lys i lejren. Jeg var kommet fra et sted, hvor det var mærkeligt at se en hvid mand. Og nu er jeg i et land, hvor det er så mærkeligt at se en sort mand, at børn i skole kommer op til mig for at røre ved min hud.
Jeg havde aldrig set sne, og jeg ønskede at føle, hvordan det var. Jeg tager mine sko og sokker ud og går ind i sneen. Og det er så koldt, og mine fødder bliver så kolde. Jeg løber ind og sætter på mine strømper, og nu tager jeg dem aldrig af. Jeg bærer stadig mine sokker i seng.

Men det var godt at være i Danmark - der var ingen krig. Jeg blev accepteret. Folk lyttede til mig, da jeg talte. Det var godt at være på et sted, hvor jeg var velkommen.
Da jeg ankom i Danmark var jeg 14 år gammel. Jeg var stadig nødt til at finde mig selv. Jeg blev en rapper. Som en "gangsta" rapper. Jeg bærer øreringe, bling bling. Jeg ønskede at komme væk fra min afrikanske historie. Jeg troede, at min historie ikke var værd. Jeg ønskede at få popularitet i min skole.
Men krigen var stadig i mig. Jeg var stadig sur. Jeg bebrejder alle. Jeg bebrejder muslimerne for krigen. Jeg bebrejder europæerne for at bringe kristendommen til Sudan. Jeg bebrejder kineserne for at have olie i Sydsudan. Jeg bebrejder min mor for at efterlade mig.

Efter 16 års skyld på min mor og tænker på, at hun er død, finder jeg ud af at hun lever. At hun bor i en flygtningelejr i Etiopien. Når jeg taler til hende på telefonen, får vi høre historien første gang, vi taler om 16 år. Jeg hører, at hun ikke efterlod mig med vilje. At hun har tænkt, jeg er død i 16 år. Jeg tilgiver min mor. Og jeg begynder at tilgive mig selv.”