35 12 12 99
  • Få nemt info om foredragsholdere
  • Danmarks professionelle foredrag
  • Kontakt os nemt for information

Silas L. Marker

Filosof, forfatter og forsker i bl.a. identitetspolitik
Silas L. Marker forsker i identitetspolitik, populisme, misinformation, magt og sociale medier på Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. Han er forfatter til bogen ’Os og dem. Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter’ (Gyldendal, 2019) sammen med Vincent F. Hendricks. Han har derudover skrevet en lang række analyser, artikler, klummer og kronikker om blandt andet populisme, identitetspolitik, misinformation, influencernes indtog i politik og digital kolonialisme. Han underviser desuden på Niels Brock, Copenhagen
Business College, i filosofi, etik, diskursanalyse og kritisk teori.

Som foredragsholder lægger Silas L. Marker vægt på at gøre tung teori og svære pointer forståelige og tilgængelige med eksempler og humor uden at gå på kompromis med indholdet. Han prioriterer altid, at publikum går fra foredraget med ny viden eller nye perspektiver på den viden, de havde i forvejen. Derfor bliver foredragene også altid skræddersyet til målgruppen.

Silas L. Marker har altid haft en passion for at tage komplicerede begreber eller fænomener og gøre dem forståelige og anvendelige. Med bogen ’Os og dem’ tog han fat i hyppigt brugte udtryk som ’identitetspolitik’, ’politisk korrekthed’ og ’krænkelseskultur’, satte dem under lup og foldede
dem ud på en letforståelig og brugbar måde. Det samme gør han i sine foredrag om alt fra misinformation over populisme til influencerkultur. Målet er, at vi skal få en bedre offentlig samtale.

Forespørg på Silas L. Marker og få hurtigt svar

Ja tak - jeg vil gerne modtage forfatterforedrags nyhedsbrev om nye foredragsholdere, m.m.

Foredrag af Silas L. Marker

OS OG DEM – Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter.

Ord som identitetspolitik, krænkelseskultur og politisk korrekthed er blevet en fast del af den offentlige debat. Men ofte ender diskussionerne i et polariseret os mod dem: Mændene imod kvinderne, folket imod eliten og ytringsfrihedsforkæmperne imod de krænkelsesparate. Enten er du med dem, eller også er du med os, og du køber altid hele pakken.

Foredraget, der bygger på Silas L. Marker og Vincent F. Hendricks bog 'Os og dem' (Gyldendal, 2019), træder et skridt tilbage. Med aktuelle eksempler – både de store geopolitiske og de nære fra hverdagen – giver foredraget en introduktion til identitetspolitiske kampe inden for køn, race, nationalitet og socialklasse. Hvilke positioner strides på feltet, og hvad er deres vigtigste pointer, idéer og uenigheder?

Foredraget fortæller også historien om dengang, da en højskolesang om en blond pige sendte CBS ud i shitstorm og satte den danske debat i brand. For at forstå, hvorfor en sang kunne få så meget opmærksomhed og skabe så dyb splittelse, analyserer foredraget det meningsmiljø, de debatter foregår i, hvor unuancerede spidsvinklinger og polariserende fortællinger trives i jagten på kliks og viralitet.

Foredraget viser, hvordan vi kan få en bedre offentlig samtale om identitetspolitiske emner, diskrimination og magtforhold – med nuancerne, proportionerne og sandheden i behold.
Forespørg på dette foredrag

Er du krænket?

Krænkelseskultur, krænkelsesparat, krænkelsesepidemi – alle taler om krænkelser. Men hvad er der egentlig på spil, når de efterhånden hyppige krænkelsessager kommer op i medierne, og kommentarfeltet gløder? Hvornår blev vi så krænkede? Hvor kommer det fra?

Med interessante historiske og aktuelle eksempler fra Danmark og udlandet giver foredraget en guidet indføring i krænkelsesdebatternes ophav og dynamikker. I stedet for at tage parti enten for eller imod, stiller Silas Marker spørgsmålet hvorfor? for at gøre os alle sammen klogere. I den forbindelse stiller foredraget et stort spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet er så krænkede, som vi tror.
Forespørg på dette foredrag

Forstå populismen

Trump, Le Pen, Orban og Erdogan. Populisterne har vind i sejlene og bliver diskuteret som aldrig før. Vi er dog ikke altid enige om, hvad populisme er for en størrelse – tit og ofte bliver begrebet brugt som et skældsord eller som synonym for en simpel og kortsigtet leflen for vælgerne uden realpolitik.

Silas Marker tager den politiske filosofi i den ene hånd og publikum i den anden for at forstå populismen. Hvem er populisterne? Hvorfor tiltaler populismen så mange mennesker? Hvor adskiller den sig fra al anden politik? Hvordan kan vi bruge begrebet på en meningsfuld måde? Er vi måske alle sammen populister?
Forespørg på dette foredrag

Kampen om sandheden - Misinformation, fake news og opmærksomhedsøkonomi

”Fake news”, ”alternative kendsgerninger” og misinformation på nettet. Det amerikanske præsidentvalg i 2016 og Brexit samme år satte for alvor sandheden på dagsordenen – og til debat. Hvordan skal borgere, journalister og politikere forholde sig til strømmen af misinformation? Hvorfor er der så meget af den, og hvilken betydning har den for demokratiet?

Silas Marker kobler spredningen af misinformation til de sociale medier og den nye medievirkelighed, hvor det handler om likes, clicks og views. Foredraget inddrager eksempler fra USA og Brexit-debatten, men også mere ukendte om end ikke mindre betydningsfulde tilfælde fra den brasilianske præsidentvalgkamp i 2018 og fra de unge demokratier i Afrika, der også oversvømmes af falske nyheder – med store konsekvenser.
Forespørg på dette foredrag

Identitetsskabelse og -kampe på internettet

Chads, Staceys, incels, normies, cuckservatives, manosphere, Pepe samt beta- og alpha males. Lyder det som volapyk? Så tag med Silas Marker på en guidet tour gennem internettets mørkere afkroge og hør om de igangværende identitetskampe her.

Skyderierne i Christchurch og El Paso samt valget af Donald Trump og opblomstringen af alt right-bevægelsen har sat fornyet fokus på anonyme webfora som 4chan, 8chan og reddit. Med både aktuelle og historiske eksempler giver foredraget en introduktion til alt right, chan-kultur og (især) hvid, maskulin identitetspolitik og diskuterer, hvordan samfundet skal forholde sig til den til tider ekstremistiske og farlige identitetskamp på internettet.
Forespørg på dette foredrag

Algoritmernes magt

Engang var magten nem at identificere: Det var kongen, der bestemte over sine undersåtter, og hvis de ikke makkede ret, blev de straffet. I dag er magten mere usynlig og gemmer sig i skjulte algoritmer på sociale medier som Facebook, søgemaskiner som Google og netbutikker som Amazon. Når Facebook og Google ikke koster noget at bruge, er det nemlig fordi, vi brugere ikke er kunder i butikken – vi og vores data er produkterne, der bliver solgt i overvågningskapitalismen.

Hvordan bliver vi overvåget, administreret og påvirket af algoritmerne? Kender algoritmerne os bedre, end vi kender os selv? Hvilken betydning har det for den offentlige debat, at så meget af den foregår på en amerikansk virksomheds præmisser? Kan vi gøre noget for at slippe ud?
Forespørg på dette foredrag

Poststrukturalismen og dens kritikere

Michel Foucault, Jacques Derrida, Jean Baudrillard, Roland Barthes, Jacques Lacan, Gilles Deleuze og Judith Butler er filosoffer, mange har hørt om, men som de færreste har læst. Silas Marker har til gengæld nærstuderet dem og arbejdet med dem i mange år.

I dette foredrag giver han en introduktion til de vigtigste poststrukturalistiske eller postmodernistiske tænkere, gør deres ofte komplicerede tanker forståelige, viser hvilken
indflydelse, de har haft, og diskuterer, hvad vi kan bruge dem til i dag.
Forespørg på dette foredrag

Influencerpolitik

Socialdemokraterne gør det. De radikale gør det. Liberal Alliance gør det. Politiske partier over hele linjen allierer sig med de unge YouTube-stjerner for at nå ud til den yngre del af vælgerbefolkningen. Det kan være smart men har også sine faldgrupper – både for partierne selv og for den politiske debatkultur.

Foredraget går kritisk men sagligt til værks og analyserer en række eksempler på politikeres brug af de unge YouTube-stjerner fra Danmark og udlandet – både de vellykkede, de raffinerede, de sjove og de helt skøre.
Forespørg på dette foredrag

Digital kolonialisme

Facebook har efter eget udsagn et mål om at forbinde de 50% af verden, der endnu ikke er på internettet, til det store world wide web. Kun på den måde kan de blive en del af den globale landsby.

Eller handler det i virkeligheden bare om at skaffe flere kunder i butikken til det store sociale medie, så man kan høste deres data? Facebook kritiseres af flere aktører på universiteterne, i medierne og blandt meningsdannere i Afrika, Asien og Latinamerika for at bruge sin monopolmagt til at tryne lokale medier og netoperatører og ødelægge annoncemarkedet i det Globale Syd – alt imens platformen bruges til at sprede misinformation, fake news og hate speech i lande, der i
forvejen plages af etniske spændinger og social usikkerhed. Hvorfor? For at høste brugernes data og blive endnu større. Man har især kritiseret app’en Free Basics, som er Facebooks gratis men meget begrænsede udgave af internettet – som giver Facebook en fremtrædende plads og som ifølge flere undersøgelser får folk til at tro, at Facebook er hele internettet.

Facebook anklages i den forbindelse for digital kolonialisme, hvor befolkninger, der traditionelt har været i lænker af jern nu trues med at blive lagt i lænker af nuller og ettaller.

Er det en overdrivelse, eller er der noget om snakken? Silas Marker gennemgår kritikken og diskuterer for og imod med eksemplar på Facebooks gøren og laden i hele Det Globale Syd baseret på et forskningsprojekt, han lavede for nylig.
Forespørg på dette foredrag

Her bor vi

Forfatterforedrag
Flakhaven 1, 1. sal
DK-5000 Odense C

Kontakt os

Telefon: 35 12 12 99
info@forfatterforedrag.dk

Forfatterforedrag  ・  Flakhaven 1, 1. sal  ・  DK-5000 Odense C  ・  tlf: 35 12 12 99  ・  info@forfatterforedrag.dk

Book foredrag og foredragsholdere