Da København havde en Uropatrulje
I omkring 30 år var Københavns Uropatrulje en af de mest omtalte og kontroversielle enheder i hovedstadens politi. Tom Guldbæk Olsen oplevede arbejdet indefra og blev sendt ind i miljøer, hvor kriminalitet, vold og social udsathed var en del af hverdagen.
På Vesterbro arbejdede urobetjentene blandt andet blandt heroinafhængige, prostituerede og åben narkotikahandel, mens politiindsatser på Christiania kunne udvikle sig til konfrontationer med kastede sten og flasker. Samtidig satte BZ urolighederne gennem 1980’erne og ind i 1990’erne deres tydelige præg på byens gader.
Tom fortæller om den virkelighed, der lå bag tidens avisoverskrifter og tv-billeder, og giver sit eget perspektiv på en politienhed, som mange kendte, men de færreste vidste, hvordan faktisk arbejdede.
Rockere, narkotika og en by i opbrud
Et andet centralt kapitel er mødet med 1980’ernes voksende rockermiljø. Uropatruljen blev blandt andet sat ind mod grupper, der hurtigt fik en markant position i Københavns kriminelle underverden.
Blandt dem var Bullshit, som begyndte blandt utilpassede unge på Vestamager og senere rykkede ind på blandt andet Christiania og Vesterbro. Gruppen udviklede sig fra mindre kriminalitet og hashhandel til en større rockergruppering, der blev involveret i en blodig konflikt med især Hells Angels.
Tom fortæller om miljøet, menneskene og de mekanismer, der førte til rockerkrigen, men også om de korte og brutale livsforløb, som fulgte med. Efter tiden i Uropatruljen fortsatte han i kriminalpolitiet, hvor han i længere perioder arbejdede med narkotikaefterforskning og dermed kom endnu tættere på den organiserede kriminalitet.
Fra politiarbejde til forfatterskab
Erfaringerne fra politiet har senere dannet grundlag for Toms forfatterskab. I "Uro’erne kommer! Historien om Københavns Uropatrulje indefra" (2020) fortæller han sammen med tidligere urobetjente om patruljens arbejde, miljøerne og de voldsomme konfrontationer på blandt andet Christiania og Nørrebro.
I "Et offentligt fruentimmer" (2021) bevæger han sig tilbage til 1890’ernes København med en historisk fortælling om prostitution, politi og kvindeliv. I "De levende og de døde" (2022) bygger på virkelige hændelser og tager læseren ind i hashmiljøet på Christiania, heroinhandel, prostitution og kriminaliteten på 1980’ernes Vesterbro.
I "Beretninger fra stenbroen", der udkommer senere på året, vender Tom tilbage til true crime og lader både tidligere kriminelle og politifolk fortælle om livet i de miljøer, der prægede København fra begyndelsen af 1980’erne og frem.
Book Tom Guldbæk Olsen til jeres arrangement
Book Tom Guldbæk Olsen til et autentisk true crime foredrag om Københavns kriminalhistorie set indefra. Med erfaring fra både Uropatruljen og kriminalpolitiet tager han publikum med ind i en verden af rockere, narkotika, BZ uroligheder og hårde miljøer, som han selv oplevede på tæt hold.