Er vi ved at miste vores menneskelighed i en verden, der i stigende grad er formet af kunstig intelligens? Eller kan vi genvinde og forstærke det, der gør os til unikke mennesker? Med udgangspunkt i Gry’s seneste bog "Human Power: Seven Traits for the Politics of the AI Machine Age" udforsker dette foredrag forholdet mellem mennesker og “intelligente” maskiner. Der er mulighed for at fokusere på enkelte temaer fra bogen eller kombinere flere:
- Den menneskelige kraft - hvad maskiner ikke har
Efterhånden som AI-systemer påvirker flere af vores beslutninger, risikerer vi at se os selv gennem en snæver, teknologisk linse. Men den menneskelige kraft - vores evne til at skabe, føle, gøre oprør og forstå verden - kan ikke reduceres til algoritmer. I dette foredrag udforsker vi ude grundlæggende elementer i menneskets kraft og potentiale. Hvordan AI omformer vores menneskelige identitet, selvtillid og fornemmelse af, hvor vi er på vej hen. Den menneskelige krafts historiske rødder i kunst, aktivisme og filosofi, og hvorfor vi aktivt skal arbejde på at styrke den i teknologidesign og -politik.
- Kreativitet – har en maskine en kreativ impuls?
Generativ AI kan producere fantastiske billeder, overbevisende historier og endda musik, der lyder som om det var produceret af en ægte musiker. Men er det kreativitet?
Gry reflekterer over den menneskelige kreativitets natur - en kraft, der har drevet kunst, videnskab, filosofi, liv og kultur i århundreder. Med udgangspunkt i kunst, historie, litteratur og teori undersøger vi, hvordan menneskelig kreativitet adskiller sig fra generativ AI; kreativitetens rolle i videnskaben, kulturel udvikling og økonomisk vækst; og hvordan AI udfordrer vores opfattelse af, hvad menneskelig kreativetet er.
- Følelser – kan en maskine blive vred og sulten?
Menneskelige følelser former alt fra personlige relationer til politiske bevægelser. De er ikke bare instinkter; de er dybt forankret i vores historie, kultur og sociale liv. Men når AI-systemer i stigende grad formidler menneskelige interaktioner, hvad sker der så med følelsernes rolle i vores liv og samfund? Her udforsker Gry følelser og emotioner som grundlæggende menneskelige træk og sporer deres betydning fra det gamle græske teater til moderne psykologi og litteratur.
Vi mennesker har gennem historien forsøgt at bringe det livløse til live. Fra Dr. Frankensteins monster til nutidens AI-drevne robotter. Men er liv overhovedet noget, der kan skabes kunstigt, eller er det en uerstattelig kraft, der er unik for levende væsener? Her undersøger Gry, hvordan forskellige kunstarter, kulturer og filosofier har forstået menneskelivet - dets værdi, dets betingelser og dets betydning. I en AI-alder, hvor maskiner i stigende grad efterligner menneskelivet, bør vi måske netop insistere på, at menneskeliv er noget unikt, der ikke kan skabes kunstigt.
- Intuition - Hvordan tager en maskine en beslutning?
Når menneskers beslutninger bliver automatiseret, er det vigtigt at forstå værdien af menneskets intuition. Kan menneskelig intuition overhovedet erstattes af en algoritme? Hvad er i det hele taget forskellen på en intuitiv menneskelig beslutning og en, der er drevet af AI? Gry undersøger intuition som en menneskelig kraft, der adskiller sig fra, men ikke står i modsætning til rationel og videnskabelig ræsonnering, og i stedet for at afvise intuitionen som et forældet instinkt, ser hun den som en væsentlig del af den menneskelige beslutningsprocess - en del, som teknologien ikke kan kopiere eller erstatte.
- Kærlighed - Kan en maskine elske?
Kærlighed er mere end følelser - den former vores relationer, vores sociale strukturer og endda vores politiske værdier. Men i en verden, hvor AI simulerer menneskelige relationer og følelser, hvad sker der så med kærligheden som en unik menneskelig oplevelse? Gry udforsker kærligheden som en social og kulturel kraft og kommer ind på, hvordan kærlighed er blevet skildret i litteratur, filosofi og kunst; samt kærlighedens rolle i samfundet og i en verden, hvor AI i stigende grad medierer menneskelige relationer.
- Visdom – Er en maskine klog?
AI kan behandle store mængder data, genkende mønstre og komme med forudsigelser hurtigere end noget menneske. Men gør det maskinen klog? Visdom har aldrig kun handlet om intelligens - det handler om dømmekraft, erfaring, etik og en forståelse for den menneskelige tilstand. Vi undersøger, hvordan forskellige kulturer og filosofier har defineret visdom, samt risikoen ved at uddelegere moralsk og etisk beslutningstagning til AI. Visdom handler nemlig ikke kun om effektivitet; det handler om frihed, etik og om at navigere kompleksitet, usikkerhed og det ukendte.