Den kinesiske regering har sat et mål om, at landet skal være nummer et inden for kunstig intelligens i 2030. Det skyldes blandt andet, at Kina står overfor nogle meget store demografiske udfordringer, som betyder, at der allerede i dag er mangel på arbejdskraft i visse sektorer. Regeringen er overbevist om, at teknologi og robotter er løsningen på de største udfordringer i det kinesiske samfund. Kina er i forvejen verdens største digitale økonomi med op mod en milliard internetbrugere. Samtidig er det som bekendt verdens folkerigeste land med 1,4 milliarder indbyggere, og de enorme datamængder ser ud til at være landets største konkurrencefordel. Populært sagt er Kina nu blevet verdens algoritme-fabrik, og kinesiske virksomheder er førende, når det gælder den praktiske anvendelse af kunstig intelligens. Således er fremtiden allerede flyttet ind i mange forskellige sektorer. Robotter leverer dagligvarer og diagnosticerer patienter, og de selvkørende busser er ved at indtage kinesiske storbyer. Tag med en tur ind i fremtiden og hør om de fascinerende og skræmmende ting, der sker i Kina, men i høj grad påvirker udviklingen i Danmark.