Med afsæt i min egen livs- – og døds – situation forsøger jeg, skuespiller, vært, forfatter og foredragsholder Esben Dalgaard, at blive klogere på døden.
Jeg stiller spørgsmålet, om man ligefrem kan blive venner med døden – og om man bør.
Jeg erkender smertefuldt ærligt, at det livsomvæltende chok vores yngste datter oplevede, da jeg fortalte hende om min alvorlige diagnose, måske kunne have været mindre. Mindre, hvis jeg selv – og vi som familie – havde været bedre til at tale om det eneste livsfaktum, vi med sikkerhed kender: at vi alle skal herfra en dag.
Jeg har døden tæt inde på livet.
Faktisk har jeg snydt den et par gange og været tvunget til at tage et direkte favntag med den. Jeg har beskæftiget mig indgående med temaet gennem DR’s podcastserie Inden vi dør, tv-programmet Min sidste gave og er i 2024 blevet hædret med både Liv & Død-prisen og Kræftens Bekæmpelses Hæderspris.
Men for at forstå døden endnu dybere – og for at insistere på, at vi som danskere kan blive bedre rustet til samtalen om den – har jeg rejst ud for at hente viden hjem. Viden om andre måder at håndtere livets vrangside på. Rejsen har bragt mig rundt i Danmark samt til Mexico, Filippinerne og Japan.
Foredraget rummer derfor perspektiver fra filmede interviews med blandt andre tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler, hospitalspræst på Rigshospitalet Lotte Mørk, hospicechef Winnie Poulsen og Flemming Madsen fra Livsceremonier. Derudover præsenterer jeg klip fra eksistentielle samtaler med mennesker fra de forskellige verdensdele, jeg har besøgt.
Danskerne har et akavet forhold til døden. Forskningen viser, at vi faktisk gerne vil tale om den – men at vi ikke ved hvordan.
Min Ven Døden? er et livsbekræftende og til tider humoristisk foredrag fyldt med åbne spørgsmål. For jeg er lige så klodset og famlende som alle andre.
Der gives ingen endegyldige svar – for hvem kan med hånden på hjertet sige, at de kender døden rigtigt?
Men når foredraget slutter, har vi sammen øvet os. Øvet os i at blive lidt bedre til det, vi gerne vil – men ofte undgår. Nemlig at tale om døden.
Da vores yngste datter stillede mig dette spørgsmål den dag, jeg fortalte hende om min sygdom, ville jeg ønske, jeg havde svaret anderledes.
Jeg ville ønske, vi havde haft et sprog. Et fælles sprog. For så kunne svaret måske have lydt sådan her:
“Skal du dø, far?”
“Ja. Men først skal jeg leve.”
