Om Iben Krogsdal
Oprindeligt blev Iben Krogsdal uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi, og siden ph.d. i religionsvidenskab fra Aarhus Universitet. I 2000 debuterede hun som forfatter med novellesamlingen ”Træfpunkter”, og i 2010 debuterede hun som salmedigter. Hun har siden skrevet flere skønlitterære bøger, herunder novellesamlinger, salmedigtsamlinger og salmer.
For Iben Krogsdal er en salme en "...stram form for det gådefulde, en indramning af det kæmpestore, en rytme fra evighed til evighed. Den mindste tekst om det største. Skæbnen på skrift.", som hun blandt andet udtrykker det i sit anmelderroste værk Det utrolige (2024).
Kunst og forskning
I en årrække frem til 2014 var hun, sideløbende med sit forfatterskab, ansat som forsker på Aarhus Universitet. Her forskede hun i moderne danskeres tro og livsopfattelser og har i den forbindelse skrevet en række bøger og artikler.
Iben er desuden avis- og klummeskribent og har gennem årene fået legater fra bl.a. Statens Kunstfond samt modtaget to større priser for sit forfatterskab.
Book Iben Krogsdal til jeres næste arrangement
Iben Krogsdals foredrag egner sig i høj grad til kirker, højskoler, biblioteker, kulturhuse og alle arrangementer, der ønsker fordybelse og samtale om livets store temaer.
Publikum inddrages ofte undervejs. For når vi synger sammen, sker der noget. Stemmer flettes ind i hinanden, og det enkelte menneske træder både tydeligere frem og ind i et større fællesskab.