Morten Hilmers foredrag om Sirius tager publikummet med på en uforglemmelig slæderejse gennem Grønlands smukke men barske natur. Morten fortæller om sine to år ved Sirius-patruljen, om det isolerede liv i den arktiske isørken. Han fortæller om mødet med isbjørnen, om ensomheden, udfordringerne og alle de exceptionelle oplevelser. “Jeg kiggede bagud fra hundeslæden en sidste gang. Daneborg blev mindre og mindre for til sidst at forsvinde helt. Min makker og jeg og vores 15 slædehunde havde sat kursen nordpå mod fjeldene i det fjerne, og foran os ventede 4.000 kilometer og mere end fire måneder i den nordøstgrønlandske isørken. Jeg havde slet ingen forestilling om de udfordringer, der ventede – og ingen anelse om, hvilket uforglemmelig eventyr, jeg skulle få lov til at opleve”.

Vinteren var kommet til Dovrefjeld. Med den tunge pulk på slæb måtte Morten i rimtågen virkelig anstrenge sig for ikke at miste orienteringen og ikke mindst fodfæstet på den lange vej mod Snøhetta. Pludselig blev Mortens tanker afbrudt ved synet af en mægtig og mørk silhuet der stod i kontrast stående skarpt midt i alt det hvide. Morten havde håbet og bedt om sne, storm, iståge og moskusokser… Og han fik det hele!.

”Slædehundene trak kraftigt mod venstre, og vi råbte “JU JU JU” for at få dem i den rigtige retning igen – uden held. De havde fået færten af noget! Vore øjne afsøgte den arktiske vildmark, og så fik vi øje på den – isbjørnen, som gik for foden af et ismassiv ganske tæt på. Nu gjaldt det virkelig om at få slæden standset, inden hundene trak os direkte i favnen på bjørnen. Det lykkedes, og nu kunne vi på første parket nyde synet af den arktiske konge, som klatrede op på isbjerget for derefter at rutsche ned igen og igen…”

“Jeg hoppede vel over i kategorien naturnørd, da jeg på “Blå Mandag” valgte at tage på fisketur frem for shopping og fest i Århus. Det dér med musikidoler og de rigtige jeans fik aldrig rigtig tag i mig, og jeg føler ikke, at jeg er gået glip af noget. Jeg havde de mest fantastiske kammerater, og vi hyggede os på tværs af interesserne. Den ene spillede guitar og gik i flippet tøj, den anden var fodboldtosse, og den tredje havde et mørkekammer i sin mors kælder, hvor han udstoppede døde fugle, som han fandt på vej hjem fra skole – det var så mig..” 90 minutters foredrag om selvudvikling, frihed, samarbejde, selvtillid og om at turde at svømme mod strømmen for at udleve sine drømme. I dag lever Morten Hilmer det liv, som han allerhelst vil leve, men intet er sikkert og han er ikke i mål endnu. ”På de gode dage er jeg ubetinget lykkelig, og på de dårlige dage stikker tvivlen og usikkerheden deres ansigter frem, og spørger om, hvorvidt jeg har truffet de rigtige valg. Men spørgsmålet er, om jeg overhovedet har haft et valg?” Mortens drøm har været altoverskyggende lige siden folkeskolen, hvor den for første gang begyndte at tage form. Drømmen om Sirius-patruljen - drømmen om at kunne leve af den store interesse og drømmen om det frie liv, hvor man selv sætter dagsordenen. Jo ældre Morten blev, jo mere sikker blev han, og de to år ved Sirius-patruljen var på mange måder skelsættende for Morten. Sommetider gik tiden nærmest i stå på den lange slæderejse. Der var ro og tid til fordybelse, og frem for alt var der tid til at tænke tankerne til ende. Disse forudsætninger lærte Morten om sine prioriteter, og lærte ham i høj grad, hvad der virkelig betød noget. Men opholdet med Sirius-patruljen var ikke kun smukke landskaber og gode oplevelser med makkeren og hundene. Det var også afsavn, modløshed, kompromisser og uger, hvor det hele forekom meningsløst. I dette personlige og ærlige foredrag om selvudvikling og et frit og anderledes liv fortæller Morten om nogle af de perioder i sit liv, som gjorde stort indtryk på ham, og som har haft enorm stor betydning for de valg, han sidenhen har truffet. Morten tager udgangspunkt i sin barndom, hvor hans forældre tog ham med ud i naturen, og prægede han med de allerførste naturoplevelser. Han fortæller om skoletiden og tiden efter skolen, hvor han for alvor begyndte at brænde for naturfotografering og eventyr. Efterfølgende kom “hvad vil jeg være” perioden, og dermed også frustrationen over at Mortens drømmejob ikke var en hyldevare i uddannelsessystemet. Det har været en kamp med fortvivlelse, frustration, usikkerhed og uvished. Men efterhånden som målsætningerne kom i hus, selv de allermindste, har det givet nye kræfter, og ikke mindst troen på ham selv og på at man kan leve min drøm.

“Vi havde ventet forgæves i det lille fotoskjul i skoven i flere dage, og nu sad vi her igen. Vi måtte og skulle have billeder af rævehvalpene nu til vores nye børnebog. Problemet var bare, at vi ikke havde set en eneste ræv, siden ankomsten til den lille ø for flere dage siden. Pludselig, mens vi sidder og hvisker, bevæger noget sig i græsset ved rævegraven. De næste par timer blev en uforglemmelig og livsbekræftende oplevelse.”