Tommy Krabbe

Den arme konsulent

Det gik fuldstændigt galt. Nærmest på rekordtid. Konsulenten havde forberedt sig på den spændende opgave, og det hele skulle lanceres på den første aften, der skulle handle om at tænke ud af boksen. Derfra skulle de bedste idéer fra forsamlingen kvalificeres og langt senere implementeres. Der var endda gode konsulentpenge i det, og det var en meningsfuld opgave. Men det blev ved engangshonoraret. Han havde sikkert tænkt længe over, hvordan han ville indlede det hele til den spændte forsamling midtjyder, der sad klar på stolerækkerne, da konsulenten trådte frem og indledte aftenen ved at proklamere:

”I aften skal vi være ujyske!”

Måske havde han hørt det sidste af ordene i en film eller selv fundet på det i en sen aftentime, mens han stirrede mod loftet. Han skulle nok have droppet filmen eller stirret på noget andet. For han kom aldrig tilbage fra den sætning, selvom han prøvede ihærdigt og kompetent i fire timer. Efter reaktionerne at dømme skulle man tro, at det 11. bud skulle have lydt: Du må som københavner aldrig opfordre jyder til at være ujyske. Tilhørerne krævede, at manden aldrig kom tilbage igen, og projektet måtte finde en ny konsulent.

Konsulenten oplevede det, som langt de fleste mennesker har oplevet. Man har forberedt sig på salgsmødet, daten, jobsamtalen eller bare det første møde i en eller anden sammenhæng, men alligevel har man tabt, inden ballerne har ramt stolen. Man har måske endda Googlet sig frem til eller lært på et kursus, at det er knald eller fald fra første øjekast, så de første sekunder er perfekt indstuderet. Nogle opgiver endda helt at forsøge med mødet, fordi de på grund af hudfarve, højde, drøjde, handicap eller nervøsitet har overbevist sig selv om, at det kræver mere end en papirflyvers tid i luften at få et godt indtryk af dem.

Lokkemads-logikken

Jeg kan godt forstå frygten. Vi lever i en tid, hvor alle er i evig angst for at blive klikket ud på hænder og fødder. Så det handler om at optimere førstehåndsindtrykket. På et eller andet tidspunkt skulle man også tro, at vi er kommet dertil, at langt de fleste journalister har fået at vide: ”Venner! Fra nu af er jeres faglighed flyttet fra at fange de store fisk til at åbne en lille stand med lokkemad i stedet”. Og så fik vi alle clickbaitens velsignelser at føle – en kommunikationsform, hvor førstehåndsindtrykket er ALT.

Denne lokkemadlogik trænger ind i mødelokalerne, diverse online fora og hvor mennesker ellers mødes med mængder af referencer til, hvor hurtigt hjernen har lavet den første konklusion, som er et pænere ord for fordom. Så du skal købe en ny skjorte til daten. Du kan da ikke vise dig i dit eget tøj! Du skal indstudere det helt rigtige smil, for tænk hvis den anden skulle se, hvordan du egentlig bevæger din ansigtsmuskulatur! Problemet er bare, at på et eller andet tidspunkt skulle andre mennesker da gerne se dig, som du er. Og vil du ansættes eller scores på grund af dine evner til at skjule, hvem du er?

Du tænker måske: ”Jamen, hvad er der galt med at skabe et godt førstehåndsindtryk?” Intet som helst – især ikke, hvis indtrykket rent faktisk stemmer overens med den, man er. Min pointe er, at der heller ikke er noget galt med at skabe et DÅRLIGT førstehåndsindtryk.

Problemet bliver større, fordi vi efter de 3-7 sekunder holder fast i førstehåndsindtrykket. Ofte vil vi endda kæmpe med næb og kløer for at fastholde den forhastede konklusion, uanset hvad personen ellers gør eller siger. Den tidligere omtalte konsulent sagde og gjorde mange fornuftige ting efter sin ujyske bemærkning, men slaget var tabt: Han var dømt københavnersmart og dermed ude i den permanente kulde. Hvis kollegaen ikke har sagt godmorgen, kan vi bruge hele dagen på at lede efter eksempler på, at han bare er sur og træls, uanset om han kommer med kager til kaffen eller hjælper med en opgave. Han sagde jo ikke godmorgen, og så skal jeg pinedød holde fast i, at han er sur.

Den sorte svane

Men faktisk skriver jeg ikke til dig, der skal sælge, holde foredrag, til jobsamtale eller score. Jeg taler til os alle. Os der køber, lytter til foredrag, ansætter og er den anden del af daten. Ja, det er fuldstændigt rigtigt, at vi drager den forhastede konklusion. Men spillet behøver ikke at slutte der. Jeg tror, at vi er dygtigere end det.

Karl Popper talte om falsifikationsprincippet. Et krav til en teori skulle ifølge ham være, at den skulle være falciférbar. Det klassiske eksempel er en person, der laver en teori om, at alle svaner er hvide, fordi vedkommende kun har set hvide svaner. Alle hvide svaner bekræfter ham i, at han har ret. Ser han en sort svane, kan han i første omgang holde fast i sin teori, for denne fugl kan jo ikke være en svane, eftersom den er sort. Men går han i gang med at undersøge den, kan han finde ud af, at den indledende teori ikke holder vand, og at han derfor må lave en ny teori, hvor der også er plads til sorte svaner.

At kysse frøen

Tidligere på året mistede vi desværre Peter Bastian, som har sagt de fantastiske ord, at det, der kendetegner et medmenneske, er, at det er lige så kompliceret som os selv. Altså så snart vi nagler et andet mennesket fast til en enkel, unuanceret forståelse, behandler vi det ikke som et medmenneske, men snarere et objekt for vores egen dagsorden.

Med reference til den klassiske fortælling om prinsessen og frøen, kunne man sige, at der i forhold til førstehåndsindtrykkets fastholdelse ingen prins er gemt i frøen. Der er kun frøen, og den vil ingen kysse.

Mit opgør med førstehåndsindtrykket kommer ikke på noget tilfældigt tidspunkt. For nylig udgav jeg en bog om nysgerrighed, men det er ikke lige den, jeg vil berette om. Det er i stedet min egen adfærd i forbindelse med, at jeg siden sommerferien har holdt mange foredrag om nysgerrighed, og det har i den grad påvirket min egen adfærd. Det er jo ofte, når man får tingene på afstand, man kan se, hvad de er.

Jeg er begyndt at kysse en masse frøer på den måde, at jeg hele tiden søger at finde prinsen bag udtalelsen og prinsessen bag adfærden. Det giver mig en verden fuld af prinser og prinsesser! Jeg er helt overbevist om, at førstehåndsindtrykket er at nedvurdere os selv. Jeg vil endda gå så langt at sige, at det ganske vist er menneskeligt, men alligevel er det også umenneskeliggørende.

At være menneske er at undersøge, nuancere, bekræfte, afkræfte, reflektere og ikke mindst lære. Det var sådan, vi vandt kampen om kloden. Vi var ikke sapiens (vidende) i bare tre-syv sekunder. Og det skal vi heller ikke blive.

Folkebevægelsen

Alle skal have lov til at købe den nye skjorte til daten, iføre sig tandpastasmilet til salgsmødet og skaffe et slips til jobsamtalen. Det er ikke mit ærinde at forhindre det. Mit ærinde er at overflødiggøre det, så vi som udgangspunkt kan abstrahere fra de første tre-tyv sekunders forhastede konklusion. Vi skal endda kunne sige tilsyneladende dumme ord såsom ”ujyske”, fordi modtagerne tænker, at det var da dumt sagt, og nu er det vigtigt at lede efter tegn på, at konsulenten godt kan være kompetent men bare valgt et forkert ord.

Frøen dækker bare over noget andet. Ansøgeren kan også sagtens være ansættelsesværdig selvom han har morgenhår, for det har rigtige mennesker. Daten kan også være en mulig livsledsagerske, selvom han har dårlig ånde. Konsulenten kan være dygtig og empatisk selvom han siger ”ujysk”. Og vips – så blev den anden gjort til menneske igen. Det gjorde vi også selv i processen.

Men jeg kan ikke gøre det alene. Jeg har brug for din hjælp, så vi kan gøre det til en folkebevægelse. Heldigvis behøver vi ingen stiftende generalforsamling, kontingent eller revisorsuppleant. Det er nok bare at sprede det gode budskab og selv gå forrest. Som en hjælp har jeg skrevet følgende manifest, som er til fri efterlevelse og afbenyttelse:

Manifest for Folkebevægelsen mod førstehåndsindtrykket

– Vi er nysgerrige.
– Vi gider læse tekster med både få og mange ord.
– Vi er bevidst om vores forhastede konklusioner om andre mennesker og søger aktivt efter alt, der kan føre os til andre konklusioner om vedkommende.
– Vi lader os lokke af mening og ikke vindblæste overskrifter.
– Vi har ret til morgenhår, rigtig hud, off-dage, dumme udtalelser og generelt at være menneske. Og det har andre også.
– Vi leder efter sorte svaner og kysser gerne frøer.

Hvis du har ændringsforslag eller tilføjelser, så sig endelig til. Og tak fordi du læste så langt. Det kunne tyde på, at du allerede er et fremragende medlem af folkebevægelsen.

10 årsager til at jeg fik PowerPoint-allergi

Uanset om du skal formidle noget til dit team, dit hold, dine kunder eller gennem et foredrag, vil jeg med dette indlæg bede dig tænke over, om det nu også er nødvendigt at bruge PowerPoint / projektor, og om folk måske endda fanger dit budskab endnu bedre, hvis du holder dig fra det?

For nogle år siden havde jeg et af mine største oplevelser som foredragsholder. Jeg blev kontaktet af en kommunal forvaltning, der hvert år holder en picnic, hvor der bliver hygget, sunget og lyttet til et foredrag, og det hele sker i en slotshave. Jeg blev kontaktet, da deres foredragsholder havde meldt afbud, fordi det jo ikke er muligt at bruge en projektor i en slotshave.

Jeg gøs også selv lidt ved tanken. Efterhånden havde jeg fået den sejeste præsentation med animationer og hele moletjavsen. Men jeg blev også tændt på idéen, for jeg tænkte, at jeg må være kommet langt ud, hvis man som professionel formidler ikke kan tale uden at bruge tekniske virkemidler. Så jeg kastede mig ud i det, og da jeg kørte hjem, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere vil bruge PowerPoint eller for den sags skyld en projektor.

Siden har jeg aldrig hørt nogen beklage, at jeg ikke brugt projektor. Tværtimod. Jeg har endda fået kunder, som kontaktede mig, fordi de hørte, at jeg ikke brugte en projektor, og stort set hver dag bliver det endda nævnt, at det er skønt at lytte til en, uden at man samtidig skal følge med på en skærm.

Inden jeg går i gang med punkterne, vil jeg dog lige slå fast, at der er mange typer formidling, og at nogle sikkert ikke kan fungere uden en ledsagende præsentation på en projektor. Men jeg er også sikker på, at langt flere kan få mere ud af deres formidling, hvis de holder sig fra det.

Jeg er typen, der holder Aha-foredrag, hvor det er meningen, at deltagerne skal få forskellige former for erkendelse undervejs. De skal ikke kunne give et referat af foredraget bagefter, men have en eller flere aha-oplevelser undervejs, som de kan bruge i den efterfølgende hverdag. Holder du oplæg om vejrfænomener, fotografi, statistikker eller lignende, så er det en anden sag. På samme måde gælder det, hvis du er underviser og ikke foredragsholder. Men måske kan du alligevel få noget ud af at læse videre. Her kommer punkterne i hvert fald.

Al teknik kan gå i stykker

Det kan virke simpelt. En computer skal via et kabel forbindes med en projektor, der sender billedet på et lærred. Dog kan ingen garantere, at det er 100 procent sikkert, at teknikken virker. Her er et uddrag, at de problemer, jeg har oplevet som tilhører eller formidler: Programmet fungerer ikke, eller versionen af PowerPoint kan ikke afspilles på computeren. Computeren fryser. Der mangler et kabel. Projektoren kan kun lyse gult. Den smarte smartboard virkede i fem minutter. Der er ikke noget sted at tilslutte strøm. Computeren gik på stand by midt i præsentationen (også selvom man har indstillet den til at lade være). Computeren har ikke HDMI-tilslutning. Projektoren har ikke HDMI-tilslutning. Og så er den mest udprægede årsag: Det virker bare ikke. Og hvor har jeg set mange formidlere få et pludseligt mindre slagtilfælde, fordi hele deres forberedelse ikke er fem potter pis værd på grund af tekniske vanskeligheder.

Tilhørerne sidder i mørke

Siden jeg stoppede med projektor, har jeg lagt mærke til, at jeg næsten altid starter med at skrue op for lyset, når jeg kommer ind i et lokale, hvor jeg skal holde foredrag. På grund af projektoren, er det nemlig ofte en fordel, hvis lyset er dæmpet og gardinerne evt. er trukket for. Der kan jo ske det forfærdelige, at solen skinner udenfor, og det er jo ikke godt. Men hvordan har mennesker det med at sidde i dæmpet belysning hele dagen? De bliver trætte, og det er da helt forståeligt.

De bedste billeder laver man selv

Uanset hvor mange timer jeg bruger på at Google en solnedgang, kan jeg aldrig finde en solnedgang, der er så smuk, som den du har i hovedet. Det gælder både de konkrete billeder, men også metaforer generelt. Hvis man skal sætte et konkret billede på skærmen, så ødelægger man tilhørernes egne muligheder for at sætte den hverdag, de kender, ind i oplevelsen. Vi tænker meget visuelt, så der er basalt set ingen grund til at vise alt, hvad man siger.

Hvor skal tilhørerne se hen?

Måske har du før siddet i en lignende situation: Formidleren placerer sig i den ene side af lokalet, for hvis man står i midten, går man jo ind foran projektoren. Det giver dels et meget spøjst lys i panden, men så kan man jo heller ikke læse, hvad der står. Som tilhører veksler man hele tiden mellem at kigge på formidleren og skærmen, og endnu mere fantastisk bliver det, når formidleren også står og set på skærmen og måske endda læser op, hvad der står. Jeg ved ikke med din hjerne, men min hjerne får lyst til at kravle ud gennem øret, når den oplever sådan en situation. Det er så frustrerende ikke at vide, hvor jeg skal rette min opmærksomhed.

Uden projektor bliver mange bedre formidlere

Hvis man skal fastholde voksne menneskers interesse i en smartphone-tidsalder, så skal der meget til. Det kan god brug af en projektor i udgangspunktet sagtens hjælpe en med. For bare at lave sine slides giver en vis struktur til det, man vil sige. Så hvis man bare dropper den og taler løs, kan det let blive meget forvirrende at lytte til. Derfor bliver man tvunget til at skabe en klar, rød tråd og være helt bevidst om sit budskab, hvis man vil fange andre med sine ord og sine bevægelser.

Bedre kontakt uden projektor

Den nævnte forvirring med at vide, hvor man som tilhører skal kigge hen, betyder også, at der er mindre kontakt mellem formidler og tilhørere. Når projektoren er væk, er der kun kontakten tilbage. Man får meget hurtigere feedback og ved, hvordan tilhørerne tager imod fx graden af teori, humor eller anekdoter. Det er skønt som formidler, men som tilhører føler man sig også mere talt til.

Bedre mulighed for at tilpasse og improvisere

Har du før set en foredragsholder pludseligt zappe igennem sin præsentation, fordi der opstod tidsnød? Det er underligt for tilhøreren, men det giver da også helt klart sved på panden hos formidleren. Tidsnød behøver ikke altid skyldes dårlig forberedelse. Der kan være forsinkelse, pauserne trækker ud, kaffeautomaten virkede ikke osv. Når man ikke absolut skal igennem et i forvejen fastlagt antal sider, er det meget lettere at tilpasse tiden, og derudover er man også mere åben over for nye tanker undervejs, eller behov som kunden kom i tanke om lige inden, det hele starter.

Der er andre visuelle muligheder

Men nogle mennesker har jo brug for noget at se på under et foredrag, tænker du måske? Det er ganske rigtigt. Det tror jeg, at de fleste har. Men en projektor er ikke den eneste måde at vise noget på. Der er selvfølgelig flipovers, whiteboards osv, men det kan også være genstande eller min personlige favorit: Roll up bannere. Jeg har efterhånden 12 bannere på hylderne, og jeg bruger alt fra 1 til 6 bannere i et foredrag. Det er mere statiske figurer, som bare kan stå i lokalet, og folk kan se på dem, når de har lyst til det. Folk er flittige til at tage billeder af bannere eller det, man tegner, og det er faktisk en god måde at fastholde det på. Jeg har så også gjort det, at mine mest anvendte figurer er på en hjemmeside, hvor man efterfølgende man finde dem. For jeg tegner mildt sagt særdeles grimt.

Projektoren kan skabe dovne tilhørere

Måske står denne betragtning for egen regning, men jeg har da før fanget mig selv i at lytte mindre til et foredrag, fordi jeg vidste, at jeg får tilsendt slides efter foredraget. Så kan jeg jo altid bare dykke ned i det det – velvidende at jeg aldrig kommer til at set på de slides.

Projektoren bliver en krykke for hukommelsen

Jeg kender ikke til statistik på området, men jeg har grund til at tro, at den mest omfattende årsag til brug af projektor skyldes, at man ikke kan huske det, man skal sige. Det er da helt forståeligt. Det kan være første gang, man skal sige noget, eller måske kan man kun holde dette foredrag en enkelt gang, og så vil det være meget tidskrævende at skulle kunne det udenad. Hvis du føler dig ramt af denne forståelige årsag, vil jeg nævnte dette tip for dig: Der er ingen grund til, at tilhørerne skal sidde og følge med i dine støttenoter. Der er absolut intet galt i at skulle hjælpe hukommelsen, men det kan også gøres på andre måder. Du kan fx lade være med at tilslutte computeren til projektoren og så bare bruge den som en form for teleprompter. Men du kan også sagtens have dine noter med og en gang i mellem sige, at du ikke kan huske, hvad du skal sige, hvorefter du kigger på noterne. Det har alle forståelse for, og det viser jo sådan set også, at du har forberedt det, du skal sige. Det kan endda give tilhørerne en tiltrængt pause mellem de mange ord.

Jeg håber, at disse betragtninger også gav dig nogle aha-oplevelser. Det kan sagtens være, at for dig, så er der masser af grunde, som opvejer de ti grunde, jeg her har listet op. Det kan også være, at du er uenig, og det skal du bare have lov til. Så længe du er reflekteret over brugen af projektor og ikke gør det, fordi det er det letteste, er jeg sikker på, at dine tilhørere også nyder godt af det.

God fornøjelse – med og uden projektor.

10 gratis måder, du kan få det optimale ud af jeres foredragsholder på

Kære foredragskøber

Efter at have holdt på den anden side af 700 foredrag, mener jeg, at jeg efterhånden har gjort nogle erfaringer, som er meget lette og gratis at implementere, så I får det optimale ud af de mange penge, I bruger på lokaler, forplejning og selvfølgelig foredragsholderne. Du gør helt sikkert allerede nogle af tingene i forvejen og måske endda alle. Men jeg ved, at der bestemt er mange, som kan bruge nedenstående råd.

For det første ved vi godt, at du er nervøs på dagen. Det er måske dig, der har foreslået foredragsholderen og gjort alt for at sælge dagen til kollegerne. Derfor tror jeg også, at du kan få lidt ro på, hvis du gør nedenstående til en tjekliste.

1: Giv os en god modtagelse, når vi ankommer

Nogle foredragsholdere er også nervøse, men alle er spændte. Vi sidder i bilen og tænker over, hvem det nu er, vi møder, og vi har jo også mange tanker at holde styr på i forhold til foredraget. Derfor er det så rart, når der er en kontaktperson, som vi enten har aftalt at mødes med, eller én der holder øje med, at vi ankommer. Det er ikke en behagelig start, hvis man selv skal gå rundt og prøve at finde en person, der ved noget om foredraget. Vi overlever selvfølgelig, men det er så let at gøre det, og det er bare rart at føle sig velkommen fra starten. For ikke så længe siden ankom jeg til en virksomhed, hvor jeg skulle tale i deres store lagerlokale for en stor flok medarbejdere. Jeg blev vel modtaget, og vi skulle lige tjekke lyden, inden folk begyndte at komme ind. Da vi går i gang med det, kommer en leder ud og råber, at vi skal stoppe med det samme. Han går hen til mig og siger, at jeg ikke skal forstyrre deres sælgere, for de skal jo sidde og sælge, så virksomheden har råd til mit foredrag. Der er sikkert en god grund til, at han følte et behov for at sige den besked til mig, men uanset erfaringen, er det altså lige en velkomst man skal ryste af sig, inden man kan sprede arbejdsglæde, være sjov og passioneret.

2: Sæt scenen inden foredraget

Jeg bliver ofte mødte med et ”Jamen, du starter vel bare, når du er klar”, og så skal vi få folks opmærksomhed og ellers bare gå i gang. Det kan vi selvfølgelig, men igen det koster ikke noget, at en person fra virksomheden rejser sig op og siger, at nu skal vi høre x, og det skal vi fordi… Selve præsentationen af foredragsholderen er vigtigt for nogle, men ofte gør vi det selv. Jeg synes dog, at det er endnu vigtigere, at der fra virksomhedens side lige bliver nævnt, hvorfor vi nu skal høre på vedkommende. Hvis en leder byder velkommen, men har for travlt til at være med og derefter går, så find en anden til at byde velkommen. Nogle gange oplever jeg også, at der bliver sat et kvarter af til velkomst og et kvarter af til gennemgang af dagens program, og så tager begge dele til sammen tre minutter. Nu er der pludseligt 27 minutter, som skal fyldes ud. De fleste foredragsholdere er glade for den ekstra tid, men det kan godt være en udfordring med 10 sekunders varsel at skulle tale næsten en halv time længere end planlagt.

3: Pauser er så vigtige

Nogle gange oplever jeg, at man starter med at fylde folk med morgenmad og kaffe, og så skal de sidde på deres flade i op til 2½ time og lytte. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Læring bliver i hvert fald umulig, og der bliver et naturligt renderi af folk, der skal på toilettet. Der er en naturlig begrænsning på, hvor meget en hjerne kan rumme, og når den flyder over, er resten spild af tid og penge. Pausen giver plads i bægeret igen, benene bliver brugt osv. Hvis det er et arrangement for travle ledere, så læg evt. tre kvarter eller en time ind til at få arbejdet i løbet af dagen. Det er træls, at det er nødvendigt, men ellers sker der det, at alle pauser bliver brugt til at arbejde i, fordi driften tilbage på arbejdspladsen skal køre.

4: Rust os så godt som muligt til opgaven

Den bedste beslutning, jeg har taget som foredragsholder, er at sende et spørgeskema til alle kommende kunder. Her lærer jeg noget om baggrunden for foredraget, situationen pt, ønsker til output, og hvem der skal lytte osv. Men uanset om jeres foredragsholder bruger skemaer eller ej, så giv os så meget relevant viden som mulig. Det er så befriende at tale, når man ved, hvem man taler til, og hvad ønsket er. Inden jeg brugte spørgeskemaet, oplevede jeg, at mange først efter foredraget vidste, hvad deres ønsker og behov egentligt havde været, og det er jo en skam.

5: Vær glad for de, der er til stede

Nogle gange kan det være et åbent foredrag for alle eller et åbent foredrag i selve virksomheden. Som arrangør vil du forståeligt gerne have, at der kommer så mange som muligt, men mange er ikke dukket op. Det er, som det er. Du behøver ikke beklage, forklare eller undskylde overfor os, for hverken vi eller du kan gøre noget ved det, men det kan være en følelse, som smitter tilhørerne, og det påvirker foredragets output i høj grad.

6: Vi kan ikke kurere tømmermænd

Vi er glade for alkohol i Danmark. Også når vi er på kursus, måske endda især når vi er på kursus. Selvom det formelt set er to arbejdsdage, er vi væk hjemmefra, hvilket gør det ok at holde fest om aftenen. Jeg er på ingen måde imod dette. Det sociale sammenhold bliver måske endda allermest styrket ved aftenfesten og ikke ved næste dags foredrag om sammenhold. Men justér forventningerne til resultatet. Vi kan selvfølgelig noget i forhold til at få folk til at lytte, men når man sidder og kroppen skriger, at man skal gå i seng igen, så er man ikke klar til at lære. Vi vil typiske bruge humoren meget til at få folk til at vågne og kunne lytte, men det vil selvfølgelig tage tid fra det mere faglige indhold. Og hvis du ved, at folk vil være ramte dagen efter, kan det være en god idé at forberede os på det. Jeg har før skulle tale for 80 ledere, hvor der mødte 17 frem om morgenen pga. tømmermænd. De tre af dem kom direkte fra baren. Det kræver lidt unødvendige ressourcer at skulle mande sig op til det, så hvis man ved i forvejen, at det plejer at være tilfældet, bliver man ikke overrasket.

7: Står stole og borde fornuftigt i rummet?

I 99 procent af tilfældene stiller vi borde og stole, som de stod i skolen inkl. ”kateter” ved foredragsholderen. Jeg har aldrig set en foredragsholder bruge dette kateter til noget. Det bliver hele tiden en sjov dans rundt om bordet. Fjern også gerne stole og borde, hvis de ikke skal bruges. Jeg har også god erfaring med at stille borde op foran den forreste række stole, hvis der er stoleopsætning uden borde. Ingen kan nemlig lide at sidde på forreste række, men er der et ”værn” i form af borde, så er det ikke så farligt at sætte sig der. Og det er bare lidt underligt at tale til folk, der i udgangspunktet har sat sig så langt væk som muligt.

8: Alle er tilhørere

Jeg ser ofte, at foredragskøberen og evt. lederen / lederne sætter sig et andet sted end resten af tilhørerne. Måske sidder tilhørerne på stolerække, og så sætter køberen og lederen sig ude langs siden eller bare står nede bagved. Jeg ved ikke helt, hvad rationalet er, men jeg tror, at man forståeligt nok er meget nysgerrig på tilhørernes reaktioner på foredragsholderen, så de vil gerne kunne sidde og se på dem imens. Men folk føler sig udstillet, når de på den måde skal sidde og betragtes. Er du tilhører, så sæt dig blandt tilhørerne. Du kan bare spørge foredragsholderen bagefter, hvordan tilhørerne så ud. Det ser vi meget på.

9: Undervurder aldrig frisk luft

Luften bliver naturligt hurtigt dårlig, når mange mennesker sidder i et rum. Man kan se, at det starter med, at folk bliver røde i hovedet. Så bliver de sløve, begynder at gabe og bliver let distraheret. Det kan selvfølgelig være os, der er ekstremt kedelige, men når man åbner et vindue, er det som at se folk få livet tilbage. Mange konferencesteder har dyre anlæg til at give frisk luft, men et åbent vindue slår alt. Det påpeger igen betydningen af pauser.

10: Lav en god afrunding

Et foredrag skal være bygget op, så det i sig selv har en god afrunding, men det afrundingen på foredraget og ikke arrangementet, formiddagens program, fyraftensmødet eller hvad der nu er konteksten for foredraget. Hvis det sidste ord bliver sagt af foredragsholderen, giver det sådan en lidt underlig stemning, hvor tilhørerne kigger sig lidt omkring, venter på at nogen siger noget, hvorefter de rejser sig forvirret og går. Det er ganske gratis lige at vende et par pointer fra foredraget og sætte det i relation til jeres hverdag og så sige tak for i dag. Husk at sætte tid af til dette. Bed foredragsholderen om at stoppe 5-10 minutter før, så I får sat et godt og meningsfuldt punktum.