Happy-trilogien
Anne-Sophie fortæller i dette foredrag om romantrilogien om den 148 kg tunge Elvira Gregersen, som er en slags underverdenens Miss Marple, der er drevet af et stort hjerte og en stærk retfærdighedssans. Egentlig vil hun bare leve under radaren i sin lille lejlighed i Københavns nordvest-kvarter og bruge sin energi på at passe på sin tvillingebror, Sixten, som har en kedelig forkærlighed for heroin og en evne til at rode sig ud i faretruende situationer. Tjene sine penge som telefonpasser på barndomsvennens bordel, passe sig selv og forhåbentlig før eller siden få tilkendt en livslang pension af kommunen.
Men der kommer hele tiden noget i vejen: Nogen, som vil skære fingeren af Sixten, en forsvunden thailandsk prostitueret, som skal findes, tåbelige aktiveringskurser, som skal passes, en lille kinesisk katolik, som desperat leder efter sin forsvundne bror, en rockerhøvding der lider af stress, og en champagnepige fra Hellerup, som bliver truet med hævnporno. For nu bare at nævne nogle få af de problemer, som Elvira må tage sig af. Og så er der kærligheden, i skikkelse af Kluden, en sky antikvitetshandler fra Frederiksberg, som ikke vil give slip på Elvira.
Anne-Sophie fortæller om sin skriveproces og om sin fascination af antihelten. Hun fortæller om arbejdet med loyalt at skabe unikke og nuancerede karakterer, der bliver hængende i læserens bevidsthed.
Romantrilogien, som både er alvorlig og humoristisk, er pt. ved at blive filmatiseret som tv-serie af SAM Productions.
Forespørg på dette foredrag